Den gamle greve på Skackholm Slot er død, og nu skal hans testamente oplæses for arvingerne. De er ganske talrige ved stykkets begyndelse, men en serie brutale mord rammer slottets beboere og de tililende slægtninge: Den franske stuepige bliver kvalt, kokken dolkes, elevatoren styrter ned med de to aldrende komtesser, der er pillet ved bilens bremser, så baronen og baronessen dræbes.

Og midt i det hele er der en romantisk kærlighedshistorie, hvor den unge komtesse (Vicky Berlin) og den tilkaldte kriminalkommissær Erik Blom (Thomas Mørk) kaster sig ud i You’re the One that I Want i en stil, der sandsynligvis ville have overrasket Newton-John og Travolta.

Det lille krimigyserdrama opføres af en teatertrup, og på den facon ligner det i sin fortælling om en teaterforestilling det legendariske ’Svend, Knud og Valdemar’, som stykket blev udført med Jytte Abildstrøm, Jesper Klein og Carl Ottesen i DRs 1970-version. Blot er den livlige konferencier i Mord på Skackholm Slot endnu mere i kontakt med sit publikum – og så er der midtvejs en levende reklame for sponsoren Boutique Festbruden.

Den lille teatertrup der opfører det dramatiske stykke har angiveligt ikke haft meget tid til prøverne, for uheldene og fejltagelserne følger dem fra først til sidst: Rekvisitterne forsvinder eller anbringes de forkerte steder, telefonen ringer først efter replikken ’Den tager jeg’. Kokken står for langt fra forhænget, da hun skal dolkes, og ingen ser sig i stand til at fjerne den gedigne franske stuepiges lig fra stuen. Selvsagt er det butleren, der skal mistænkes, men en af dramaets mere selvcentrerede karakterer skriver en ændring i manuskriptet i sidste øjeblik, og den dobbelte dødsscene giver enhver Carmen-finale kamp til stregen.

De svendborgensiske teatergængere fik også muligheden for at deltage i en lille quiz:

Hvor mange æg skulle der bruges i Lottes plumkage: a) 1, b) 4 eller c) 10?

Hvilket værktøj hang over baronens hoved: a) En skovl, b) en møggreb eller c) En hammer?

Hvilken af karaktererne lavede en fejl: a) Hushovmester Sejersen, b) Baronesse Tytte eller c) Grevinde Lydia?

Især det sidste spørgsmål var subtilt, da hushovmesteren havde begået adskillige fejl både i replikker og kostumering, baronesse Tytte havde deltaget aktivt i en scene, efter at hun var blevet dræbt i en bilulykke, mens grevinden begår den angiveligt mest graverende fejl man kan gøre, hvis man er ansvarlig for en husholdning.

I stil og opsætning minder Mord på Skackholm Slot om sidste års opsætning af Crazy Christmas Cabaret i Tivolis glassal med Vivienne McKee & Co. Der er samme betagende energi, platte vittigheder og farverige karakterer og næsten lige så farverige stereotyper til at levere velkendte slapstick-tilbøjeligheder med ægte teatralsk mimik.

Stof til eftertanke: Sandsynligvis ikke, men en koncentreret underholdningseksplosion til umiddelbar nydelse.

Instruktion: Joy-Maria Frederiksen

Spillet af Teaterentusiasterne Thalias Tjenerinder: Vicki Berlin, Pernille Schrøder, Jeanne Boel, Lone Rødbroe og Thomas Mørk

Et krimi gyser drama i 2 akter af David McGillivray og Walther Zerling Jr.

Den 13. februar 2015 på Svendborg Teater