Julie er havnet i det nye superfængsel Omega Max for et juveltyveri. Efter en brutal intern kamp er hun blevet fængslets dronning, og både vold og mængden af stoffer er faldet. 

Julie lillesøster har problemer, og Julie er fast besluttet på at komme ud og hjælpe hende. Sammen med Cecilie der er en dygtig hacker, og Mette der gerne vil ud og se sit barnebarn planlægger Julie en fantastisk flugt, der både har en anelse lighed med Sound of Music og med Olsen-Bandens geniale planer, dog helt uden humor.

Planen er detaljeret, men har en del svage punkter, og der er flere mennesker der skal bearbejdes, blandt andet en journalist der kommer for at interviewe Julie. Der skal forberedes tyverier af biler, og der skal være et øjeblik, hvor opmærksomheden er rettet et andet sted hen. En sangkonkurrence blandt de indsatte giver nogle muligheder, og en mobiltelefon kan vise sig særdeles nyttig. Til gengæld opstår der andre problemer.

Julie har nydt godt af samværet med en tiltrækkende fængselsbetjent, men hendes tidligere forlovede – der smed hende under bussen i forbindelse med juveltyveriet – får også ansættelse som fængselsbetjent, og tingene udvikler sig fra komplicerede til umulige. Ydermere bliver den ene af flugtholdets medlemmer angrebet og vil måske alligevel ikke kunne levere.

Som i den første bog i serien Instinkt er det især livet i fængslet der fascinerer, ikke mindst de mange krumspring fangerne gør for at få deres tilværelser til at hænge sammen. Manglen på personale får også betydning for både indsættelse og flugtplaner, og Julies planlægning antyder adskillige huller i sikkerheden i Danmarks mest flugtsikre fængsel.

Missionen

Andet bind i serien om Julie Røpke

Britt Nørbak

306 side

Superlux

Udgivet: 2023

Birte Strandby