Max & Mille-bøgerne er en serie med pædagogisk tilsnit for de små i børnehavealderen. Første bind handlede om trafiksikkerhed og demonstrerede i en fortalt historie, hvad man skal holde øje med og passe på i trafikken, og hvordan man undgår at lave dumme og farlige ting når man færdes mellem biler og cykler.
I dette bind fortælles om solskin, og om hvordan solen både kan være ens bedst ven, men også være farlig hvis man ikke passer på at dække sig til for dens stråler med tøj og solcreme.
Tvillingerne Max og Mille er i sommerhus med mor og far, og mor insisterer på, at børnene (og så sandelig også de voksne) skal smøres ind i beskyttende solcreme. Ungerne synes ikke det er særligt lækkert, og især Mille bryder sig ikke om at blive gnedet ind i det fedtede, ulækre stads, men mor forklarer at det er vigtigt. For selvom solstrålerne faktisk er sunde og gode for både mennesker og planter, så kan det være farligt for mennesker, at få for meget sol.
Mille synes det er noget overdrevet, og hun snyder sig til ikke at få solcremen på. Resultatet er selvfølgelig en smertefuld skoldet ryg, der gør ondt i flere dage, så Mille skal i fremtiden nok huske at få cremen smurt på.
Historien er godt fortalt. Det pædagogiske er godt gemt i fortællingen, så den bestemt ikke virker som en løftet pegefinger, men som en morsom og underholdende historie om en weekend i det gamle sommerhus. Familien hygger sig, og de voksne dummer sig også med at glemme ting. Der er rigtig meget man kan tale med børnene om, mens man læser historien. F.eks. om hvad det er at lyve.
Selvom Mille bliver skoldet, er historien holdt i en meget glad og positiv stemning. Man hygger sig og har det rart, og oplever at man kan have det rigtig godt og nyde familiehyggen, selv når det regner, og man ikke har tv eller anden elektronisk underholdning med på turen.
Gunhild Røds illustrationer passer virkelig godt til historien, så de små kan faktisk sagtens forstå historien ud fra billederne alene. Børnenes glade og fornøjede ansigter lyser op i de farvestrålende tegninger, og der er masser af sjove detaljer i billederne, man kan underholde sig med at kigge på. Den tætte sammenhæng mellem billeder og historie gør, at børnene selv kan ‘læse’ den igen og igen, og  detaljerigdommen i tegningerne gør, at de kan blive ved med at opdage nye ting i billederne.
Der er  masser af ting at tale om i denne billedbog, så det er rigtig god underholdning for både børn og voksne.
Max & Mille og den dumme, dejlige sol
Forfatter: Peter Gotthardt
Ill.: Gunhild Rød
32 sider
Forlag: Carlsen
Udg.: 29.04.2011
5 glober
Jan Vandall