Psykologisk spændingsroman. De første mange sider fortrinsvis en psykologisk roman hvor kvinden med det intrigerende navn, Lilith, fortæller om blandt andet sit forhold til medmennesker, der helst skal holde sig på afstand. Man får som læser indtrykket at en meget lukket kvinde, et offer for tidligt svigt, der har gjort ensomhed til en livsstil. Sammen med Claus der er uforpligtende selskab – Lilith understreger gang på gang det absolut uforpligtende i forholdet – flytter de over til en ø for at arbejde. Det går fint, Claus er med sit lyse sind og korte hukommelse den ideelle partner for den, der helst undgår for megen kontakt både med sig selv og med andre mennesker. Men der er andre mennesker på øen: Påtrængende, hjælpsomme, kaffebryggende, problembehængte eksistenser, og Lilith må slås for sin ensomhed. Værre bliver det, da Claus forlader øen for spille til en koncert i Tyskland, og Lilith lige pludselig er nødt til at forholde sig til alle andres vanskeligheder: Et heftigt og forbudt kærlighedsforhold, et voldeligt ægteskab, en politibetjent med en strømpistol og en ung kvinde, der holdes som prostitueret af to lokale.

Udviklingen er uforudsigelig, og i takt med at vores hovedperson vokser med opgaven, sker der både dødsfald og overfald.

Liliths udvikling er en af bogens forcer og de langsomt opstående spændingsmomenter er andre. Dog kan man undre sig over slutningen, der nærmest sker i flere faser fra overblik og dødsfald til løsning og afklaring – så endnu et overfald, og så lidt mere afklaring, denne gang personligt.

Som udviklingsroman er det fin læsning, og også som spændingsroman fungerer det.

Lis Vibeke Kristensen

279 sider
Modtryk
Udgivet: 23.04.2010

Birte Strandby