Fremragende skildring af kultursammenstød

Med ‘Londonstani’ springer den engelske journalist Gautam Malkani ind på forfatterscenen med et tigerspring. Det er en fremragende ­debut. Morsom, spæn­dende og interessant bringer den læseren dybt ind i et ellers ukendt indvandrer-middelklassemiljø i london­-forstaden Hounslow.

Romanen afdækker mange af de store spændinger, der er mellem genera­tio­ner­ne og mellem de forskellige racer og religioner. De unge lever sig ind i en hårdkogt gang­sta-rap-stil, og den ældre generation forsø­ger at fastholde de gamle traditioner fra hjem­landet, hvad enten de er muslimer, hinduer eller sikher.

Hovedpersonerne er en desi-bande (unge med asiatiske rødder) bestående af fire 19-årige knæg­­te af forskellig afstamning. Brødrene leder efter hvide drenge eller pakistanske knægte, som de kan tæve og derved hævde deres macho-image i om­rådet. Desuden har de en forretning kørende med stjålne mobi­ler, som de omprogrammerer.

Da de bliver busted af en velmenende lærer, forsøger han at hjælpe drengene ved at sætte dem i forbindelse med rollemodellen Sanjay. Men Sanjay har imidlertid slået sig på organiseret kri­minalitet, og han trækker de unge ind i sit fristende spindelvæv af rigtig gang­ster­virksomhed og store penge.

I denne ramme opruller Malkani de vold­somme generations- og kultur­sam­men­-­stød, de rodløse unge forsøger at kæmpe sig igen­nem. Midt i alvoren er Malkanis beskrivelser af generationsopgørene ofte hylende morsomme, og hans lange fabulerende indre monologer bringer tankerne hen på Salin­gers ’Forbandede ung­dom’. En anderledes og virkelig anbefalelsesværdig roman.

Forfatter: Gautam Malkani
Forlag: Borgen
Gautam Malkani indleder sin forfatter-karriere til UG
Jan Vandall giver bogen ‘Londonstani’ fem ud af seks glober.