‘Livet for let øvede’ er 200 siders ren fornøjelseslæsning. Der er 37 års aldersforskel mellem de to forfattere Maise Njor og Fay Weldon på henholdsvis 41 og 78 år, men de er begge to herlige velskrivende kvinder med masser af morsomme betragtninger, intelligente iagttagelser og erfaringer, som vi læsere skal være glade for at få lov til at blive delagtiggjort i, og suveræne Weldon får et fint mod- og medspil af den ‘unge’ dansker.

Konceptet for ‘Livet for let øvede’ er ni og en halv måneds e-mail korrespondance mellem de to skarppennede tøser, hvor de kommer vidt omkring i deres liv og tankegods. De har oplevet kærlighed og svigt på den private front, succes i deres professionelle liv som skribenter, grådkvalte nedture nedture og jublende glæde. De har begge prøvet at blive slået helt af pinden på det personlige plan, men de har derefter rejst sig lidt stærkere. Det er tydeligt at Maise har godt udbytte af Weldons erfaringer.

Fay Weldon er især kendt for sine ‘hun-djævel bekendelser’, og der er faktisk rigtig meget hun-djævel i konen. Hun er god til at hade og god til både at leve med sit had og til at glemme det. Hun kan tilgive mænd, fordi staklerne ‘kun’ er mænd med alle deres mangler og deres testosteronstyrede liv. Tyranniske fortidslevn der fungerer som han-aber på rygmarvsreflekser og altid skal have styr på rangordenen i abeflokken før de kan tale sammen.

Det er kvinderne der har høstet fordelene af 60’ernes og 70’ernes seksuelle og kulturelle revolution, bagsiden af den medalje er, at de nu til dels må fungere som lønslaver på mandeverdenens principper. Weldon syn på terapeuter som folk der gerne vil være forfattere, men ikke har evnerne til skrive og skabe romanfigurer og i stedet søger at manipulere med rigtige mennesker liv er slet ikke så tosset. Maise Njor har heller ikke de varmeste følelser for livsstil-coatches. Hun mener de er som de fede ulækre orme i sommerens blommer.

Den lange korrespondance mellem de to skrappe kvinder – der meget symbolsk har varet ca. som en graviditets længde – har modnet mange tanker hos dem og perspektiveret de store problemer i deres tilværelser. Jeg er sikker på at rigtig mange kvinder vil kunne finde frem til både glæde, fornøjelse og selvforståelse gennem ‘Livet for let øvede’ og vi mænd kan lære en million procent mere om kvinder i denne bog end i damebladenes pseudopsykologiske opskrifter på det succesrige parforhold og på hvordan kvinder tænker. Som sagt i indledningen har det været en ren fornøjelsestur at sejle gennem bogen selvom den består af et farvand fyldt med de skarpeste klipper og brusende strømhvirvler.

Forfattere: Fay Weldon & Maise Njor
200 sider
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udg.: 25.05.2010

Jan Vandall