Ti små opbyggelige godnathistorier om børn der har problemer, og hvordan de løser dem.

Her er blandt andet fortællingen om lakridsbanditten. Anna er god til at passe på sit slik. Hun gemmer det i en skuffe, men der må være nogen der har opdaget det, for Anna har lagt mærke til, at der forsvinder noget med jævne mellemrum.

Da Anna spørger sin far, mener han bestemt, at det må være lakridsbanditten der er på spil. Heldigvis er Anna da klar til at udfordre banditten. Først drikker hun kaffe, så hun kan holde sig vågen hele natten. Det går ikke så godt, og Anna fanger ingen bandit den nat, men noget af slikket er forsvundet. Måske går det bedre, hvis hun spreder mel ved slikskuffen. Så kan hun forfølge sporene næste dag.

Så er der Wilfred der elsker Nora i børnehaven. Nora vil hellere lege kæreste med Simon end med Wilfred. Det er hårdt ved Wilfred, men han er mand for at gøre stormkur med blomster. Nora lader sig ikke imponere, men en dag sker der alligevel fremskridt for Wilfred.

Der er også klassikeren med drengen der ønsker sig en hund og får en lillesøster, eller rettere en møgunge der stjæler forældrenes tid og opmærksomhed. En dag får han mulighed for at sælge hende. Det er jo – som vi allerede ved fra Rædsomme Rune – rigtig smart: Dels slipper man af med en irriterende søster, og dels får man penge for det. Der er dog nogen ulemper.

Otto er drengen der hører alle historierne, lige inden han skal sove. Fortællingerne er ledsaget af søde tegninger, og der er små moraler til både børn og voksne.

Godnat og sjov godt

Lars Daneskov

Illustreret af Pernille Lykkegård

152 sider

Høst & Søn

Udgivet: 19.09.2018

 

Birte Strandby