Siden Dario Fo fik Nobelprisen i litteratur, eller måske allerede siden udgivelsen af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland har vi vidst, at litteratur er andet og mere end bogstaver og bøger. Og med den digitale udvikling er der sket meget inden for produktion, distribution og forbrug af litteratur.

Hvor meget mere giver Litteratur mellem medier et indtryk af. I en række kapitler vises forskellige vinkler af litteraturen. Hvad betyder det grafiske udtryk, hvordan fungerer lytteraturen, hvornår rækker værket ud over bogen? Det sidste behandler Stefan Kjerkegaard i et interessant indlæg om Paratekster med vægt på Yahya Hassan og Claus Beck-Nielsens spektakulære måde at omgå sine værker på.

Digitaliseringen har sat sit særlige præg på litterære muligheder, som det fremgår af Hans Kristian Rustads tekst om medierefleksivitet i Michael Joyces Afternoon. Her er det læseren der vælger fortællingens fremdrift og løsningen på romanens gåde. Det kan medføre både stilstand i handlingen og genlæsning. Måden at læse på sammenlignes med det Roland Barthes kalder tmesis, det vil sige læsning, hvor læseren springer sider over eller har varieret koncentration. Man kunne også kalde det en demokratisk læsning, hvor læseren har indflydelse på romanen, men alle tekster er stadigt skrevet af forfatteren.

Iben Have og Birgitte Stougaard Pedersen tager fat i lydbogen og spørgsmålet Læser man en lydbog? Det eksemplificerer de med Helle Helles oplæsning af Ned til hundene, en oplæsning der ifølge artikelskriverne skaber nærvær og mental ro. Det hænger meget godt sammen med Martin Glaz Serups kapitel om digtoplæsningen og stemmens magt. Her kommer han blandt andet ind på John Durham Peters grundlæggende måder at forstå stemmen på for eksempel som metafor på magt: Guds stemme, folkets stemme, som et kommunikationsmiddel, som formidler af en personlig stil eller som erotisk organ/formidler.

Særligt interessant bliver det, når vi bevæger os over i de nye krydsninger mellem litteratur og computerspil, tv-serier, graphic novels og dermed samspillet mellem tekst og billeder, et fænomen som børnelitteraturen har beskæftiget sig med i mange år, men som nu får ny målgruppe.

Også tv-serier får plads i bogen. Serier sammenlignes med romanlæsning, omend det hævdes, at serierne er lettere at konsumere. En indvending går på David Simons tv-serie The Wire der jo er ret kompliceret og totalt uden resumeer og handlingsreferater. Her er desuden en diskussion af den norske Skam der er fremhævet på grund af sin brug af den særlige tilpasning til mobiltelefonen med titelskilte i skriggult.

Litteratur mellem medier demonstrerer overbevisende, at litteratur går langt ud over bogen og giver os et overblik over, hvordan man også kan forstå og bruge litteratur. Det er måske vigtigt at få med ind i diskussionen om nedgangen i børns læsning?

Litteratur mellem medier

Tore Rye Andersen, Jørgen Bruhn, Nina Christensen, Stefan Kjerkegaard, Sara Tandrup Linkis, Birgitte Stougaard Pedersen, Hans Kristian Rustad (red.)

Anne Green Munk, Iben Have, Martin Glaz Serup, Lea Wierød Borčak, Jakob Schweppenhäuser, Thomas Bjørnsten, Ayoe Quist Henkel, Sarah Mygind, Johannes Poulsen, Jakob Isak Nielsen, Steen Bille Jørgensen, Dan Ringgaard

384 sider

Aarhus Universitetsforlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby