Freiheit ist immer Freiheit der Andersdenkenden

Her mere end 70 år efter afslutningen på den seneste verdenskrig, er krigen stadigt en afgørende medspiller i adskillige romaner og thrillere også nyere som Koldfronter, der i overensstemmelse med titlen omfatter tiden under Den kolde Krig.

Det begyndte med kærligheden og ægteskabet mellem en sygeplejerske og en militærmand i slutningen af 2. verdenskrig, men selve thrilleren indledes i vore dage, hvor parrets barnebarn, Jack, er akademisk uddannet bistandsklient i København. Hans liv er ikke mange bønner værd, men efter et mystisk ubegrundet overfald hvirvles han ind i en skattejagt sammen med vennen Stefan der er politimand, omend ikke en særlig succesfuld en af slagsen..

En scene begynder i København, en anden i Berlin hvor Jacks mor og morbror befinder sig. Moren er på vej til at dø af kræft, men har alligevel en hemmelighed, hun vil sende videre til sine børn og til sin bror, Andreas. Hun når ikke at få fortalt alt, før hun pludselig bliver bortført midt på Kurfürstendamm. Det lykkes politiet af finde bilen, der blev brugt ved bortførelsen, men de to mænd der stod for kidnapningen bliver fundet dræbt.

Mesterdetektiverne, Jack, Stefan og Andreas, fortsætter jagten til Warszawa, men den lejlighed de vil opsøge, bliver sprængt i luften umiddelbart efter, at de har fundet vejen dertil. Undervejs afsløres en rigtig grim historie, og spændingen intensiveres heftigt. Jack udvikler sig væsentligt, og Andreas der er over 70 genfinder sine gamle jagtinstinkter, så afslutningen og kampen med en magtfuld modstander bliver mere ligeværdig end læseren kan forvente.

Det er ikke kun Jack der udvikler sig; også sprog og spænding får betydeligt mere fylde og tempo efter side 200, hvor de første sider kan virke tunge i den langsommelige udredning af familieforholdene.

Koldfronter

Keld Broksø

540 sider

Egolibris

Udgivet: 2016

Birte Strandby