Vi hører tit om klimaet, klimaflygtningene, nødvendigheden af at begrænse bilkørsel , flyrejser og indtaget af oksekød. Men hvor står vi egentligt i Danmark, hvad ved vi, og hvad kan vi selv gøre?

I Klimatilpasning får vi en status på klimaet i Danmark og bud på, hvordan klimatilpasning kan finde sted. Helt konkret indebærer klimaforandringerne i lige præcis Danmark, at vi får højere temperaturer. Det kan medføre nye invasive arter både inden for dyre- og planteverdenen, blandt andet får vi flere dræbersnegle. Der vil også være en højere forekomst af sygdomme der smitter gennem eksempelvis myg, og malariaen gør sandsynligvis sin entre i Sydeuropa. Pollenallergi bliver hyppigere, til gengæld vil færre dø af lungebetændelse om vinteren.

Måske vil der komme flere turister på grund af de højere temperaturer, men det kan gå hårdt ud over vores kyster, og det varmere klima kan påvirke vandkvaliteten. Vinterturismen i Skandinavien og Alperne vil komme under hårdt pres.

Klimatilpasningen i Danmark handler meget om, hvordan man undgår oversvømmelse, både som boligejer og i hele bydele. Der er rigtigt mange spændende eksempler på, hvordan beboere i oversvømmelsestruede egne har samarbejdet med kommunen om at skabe grønne og blå bymiljøer.

I samme forbindelse er der som i mange andre bøger om klima både en vurdering af, hvorfor det er så vigtigt at involvere borgerne. og en diskussion af, hvorfor vi ikke reagerer i overensstemmelse med klimatruslerne, og som det oftest er tilfældet lander den kollektive ignorance på: holdninger som Klimaforandringerne rammer ikke mig, føles ikke som et akut problem, klimaforandringerne er abstrakte og uden praktisk betydning. Dette er også udmærket beskrevet i Klimabevidsthedens barrierer fra 2008.

Usikkerhed og risiko i beregninger og modeller har et helt kapitel for sig selv. Usikkerheden er selvsagt vigtigt fordi den kan blive en barriere for klimatilpasningen, og kapitlet er interessant, omend det illustrerer bogens største problem: den let svingende formidling. Den indbydende grafik og de mange gode billeder giver indtryk af en meget pædagogisk bog, men nogle af teksterne er uhyggeligt vanskelige, især gennemgangen af de forskellige beregningsmodeller, og andre kapitler synes stilet mod gymnasieelever.

Det er en lækker bog med mange gode forslag og pointer; og det meget konkrete kapitel om, hvad klimaforandringerne kan koste en by som Odense gør problemerne relevante og nære.

Klimatilpasning

Hvorfor og hvordan?

Anja Skjoldborg Hansen (red.)

Bidragsydere: Martin Olesen, Karsten Arnbjerg-Nielsen, Hans Jørgen Henriksen, Jens Morten Hansen, Klaus Hinsby, Jørn Bo Jensen, Jesper Reinholdt Fredshavn, Martin Drews, Hans Sanderson, Dorthe Hedensted Lund, Birgitte Hoffmann, Anne Jensen, Helle Ørsted Nielsen, Kisten Halsnæs, Per Skougaard Kaspersen, Ole Mark, Jan Støvring

Miljøbiblioteket

Aarhus Universitetsforlag

Udgivet: 2015

Birte Strandby