‘… at være et sekskantet menneske i en firkantet verden’

Her er den historie, de fleste gerne selv ville have haft. Historien om barnet der føler sig forkert, men alligevel har fantasi og overskud til at gå i krig med en lidenskab der siden bliver til et virksomhedseventyr.

Barnet Frederikke på syv designede tøj og lod modellerne følges med ægte stofprøver, klippet ud af morens kjoler. Moren opdagede det sjældent, men selv når hun gjorde, støttede hun barnets kreativitet. Alene her kan man godt misunde syvårige Frederikke. Og som om det ikke var nok, så har Frederikke opfundet et vækkeur og vundet DM i ethjulet cykel ved at køre hurtigt op i Rundetårn  – og ned igen, hvad der er vanskeligere.

Rebel er en selvbiografi, men det er også en fortælling om en virksomhed og praktisk guide til markedsføring, kampagner og modige beslutninger. Med til den selvbiografiske del hører den første ansættelse der krævede jævnlige ophold i Kina, hvor Frederikkes europæiske arbejdsgiver havde en skofabrik. Det var en fabrik med horrible arbejdsvilkår, hvor arbejderne havde en fridag om måneden – og det var også i et Kina, der ikke havde fået styr på forurening og udstødning. Senere kom Frederikke i en slags mesterlære, og det var det der fostrede ideen med at skabe højhælede sko, som man faktisk kunne gå i uden at få ondt i fødderne.

Frederikke fortæller entusiastisk om Roccamore, om at crowdfunde for at få råd til at flytte produktionsudstyr fra Spanien til Italien, og om kampagner der er gået godt og dem der ramte ved siden af budskabet og udløste en shitstorm på sociale medier, selv om de omfattede Bjarne Corydon i højhælede sko. De kontroversielle kampagner leder tanken hen på fotografen Oliviero Toscana der markedsførte Benettons produkter i 1980’erne og 1990’erne.

Det lykkes over al måde Roccamore at vinde på at være anderledes. Ind i mellem beretter Frederikke om udfordringer i både erhvervslivet og privat, og hun fortæller om, hvordan det at være skille sig ud kan være en positiv tilgang i en forretningsverden der er præget af blå jakkesæt.

Rebel er lækkert layoutet og indeholder fantastiske billeder af sko, maskiner, dronningen og de fascinerende annoncer med tekster som: It’s not about the shoes og Be brave, not perfect. At modellen på plakaten med de inspirerende slogans så ser ud til at være perfekt, er måske en mindre detalje. 

En inspirerende og underholdende bog med et broget udtryk af stiliseret opfindsomhed.

Rebel

Frederikke Antonie Schmidt [Roccamore-stifter, ceo, cirkusprinsesse, opfinder, kreativ direktør, husler, debattør og feminist]

232 sider

Gyldendal

Udgivet: September 2023

Birte Strandby