Børnelitteratur skal indeholde et element af håb … til dem, der er yngre end dig, kan du simpelthen ikke tillade dig at sige. At deres liv ikke er bedre end dit …

Jesper Wung-Sung har til dato skrevet seks novellesamlinger, 11 romaner, tre billedbøger for børn samt essays og kronikker. Han er sammen med andre – Helle Helle, Jan Sonnergaard – blevet anerkendt som bidragsyder til den moderne novelle, og han er blevet kaldt dansk litteraturs mandeforsker. I de tidligste værker er der også flest mænd med interesse for fodbold, kapspisning, druk og fiskeri, mens der senere kommer flere kvindelige hovedpersoner ind i værkerne, eksempelvis når det står på spiseforstyrrelser og eventyret om Hans og Grete, hvor kun de fedeste bliver ædt. Eller som i novellen Catwalk hvor det handler om plastickirurgi: Hovedpersonen får nye pumaører, der skal gøre indtryk på lækre Leon, men han har desværre fået øje på konkurrentens nyeste tillægsoperation, en panterhale.

Flere af værkerne er skrevet for unge, og Søren Fanø beskriver efter en kort omtale af hvert værk, hvordan stoffet kan anvendes i undervisningen på mellemtrinnet og gymnasieniveau. I bogen omtales samtlige novellesamlinger, romaner og de tre billedbøger. Det giver et hurtigt indtryk af et dystopisk og jævnligt uhyggelig dansk samfund, ofte i Marstal og Svendborg.

Wung-Sung er også en af de forfattere, der har prøvet kræfter med sms-novellen – Og dog bevæger den sig, 28 tekstbeskeder over fire dage, men stadig med inddragelse af eksistentielle spørgsmål. Det er ifølge Fanø en rigtig god vej til de unges litteraturundervisning.

I flere novellesamlinger er der gysere, i Mænd er fra Marstal findes Studentergildet IX, hvor man deltager gennem hovedpersonen, der opfører sig ubehageligt, mobber vennens kæreste og slutter med døden… og i Fætter Bersærk møder vi et tilløb til gyset men ved ikke, om det udvikler sig.

En anden slags gys findes i Ægte brøker, hvor Janus og Marcus sammen skaber baggrund for en skoleskydning med efterfølgende selvmord.

Børnebilledbøgerne er mere humoristiske, således handler Kamelen kom til sidst om at Gud den syvende dag opdager, at han ikke er helt færdig med skabelsen. Han mangler kamelen, men har arbejdstegningen og et lille ordspil, der tillader kamelen en vis arrogance.

Søren Fanø

272 sider

Høst & Søn

Udgivet: 19.05.2014