Bredt dækkende antologi om indvandrerens tilstedeværelse i dansk film og litteratur udgivet samme efterår som Yahya Hassan og Hassan Preisler havde deres torpedo-debuter med det man kan kalde ’sand’ indvandrerlitteratur.

De fleste bidragsydere til antalogien er enige om, at indvandreren kun i begrænset omfang er dukket op i litteraturen, og i filmen er det oftest som en karikeret eller ligefrem komisk figur som eksempelvis hovedpersonens gode ven i Max Pinlig-filmene.

I Racistiske repræsentationer af Mehmet Ümit Necef og Henning Bech foreslås indvandrerens tilstedeværelse i dansk film inddelt i fem typiske roller: 1) Som et autentisk menneske og et modbillede til den indeklemte og indestængte dansker og som en slags etnisk kitsch. Et godt eksempel – der også går igen i flere af bidragene – er datterens kæreste i Vinterbergs Festen. Kitsch-elementet dukker op, idet han fremstilles som den ’ædle vilde’.

2) Som et element i en æstetiseret vold, som et menneske der er lidt mere primitivt end den kontrollerede standarddansker, og som lader sit raseri komme ud. Det oplever vi i I Kina spiser de hunde, Nordkraft – og i flere andre film skabt efter Quentin Tarantinos internationale gennembrud.

3) Som et irritations- og fascinationsmoment i forhold til senmodernitetens seksuelle frigørelse, eksempelvis når indvandreren repræsenterer tvangsægteskaber og æreskodeks som i filmen Sinans bryllup.

4) Som led i de ’dannedes’ dæmonisering af Underdanmark. Det findes blandt andet i filmen Rami og Julie og i Fri os fra det onde.

5) I en rolle i skabelsen af forestillingerne om danskernes racisme der er den underlæggende præmis i Flugten og hovedpersonens dilemma.

Det er en interessant inddeling, og den efterprøves af Heidi Philipsen i ’Har vi set en rigtig negermand i dansk film?’ hvor fem forskellige danske film vurderes i forhold til de omtalte kategorier. Udover placeringen i kategorier testes også replikker der fænger i mediekredsløbet, såsom ’Hey Franke, min ven’ fra Pusher og ’Hva så Max, har du max problemer?’ fra filmen Max Pinlig, begge replikker fra stereotypiserede indvandrere. Philipsen bemærker desuden, hvilke film der har de bedste salgstal, hvilket igen måske bidrager til at forklare, hvorfor indvandreren er en stereotyp i dansk film. I hvert fald kan det fra Underholdningsdanmark konkluderes, at den bedste, mest autentiske indvandrerfilm ikke er den der trækker flest publikummer.

Men har indvandreren kun en beskeden rolle i dansk fiktionsfilm, så er rollen om muligt endnu mere beskeden i dansk litteratur ifølge blandt andre Anita Nell Bech Albertsen, der har skrevet kapitlet Mellem samfundsnassere, ofre og mønsterindvandrere, hvor skylden for den indtil videre begrænsede litteratur skydes på berøringsangst både fra vækstlagets og fra forlagenes side. Berøringsangsten er forårsaget af dels tonen i medierne, og dels af et begreb som Albertsen benævner velfærdsstatschauvinisme, der ledsages af to – også medieskabte – modbegreber: Offeret og mønsterindvandreren.

Hvor flere af bidragsyderne er enige om, at der findes meget lidt indvandrerlitteratur på det danske marked, så er Hans Hauge af en anden mening og hævder, at litteraturen kan svare på indvandringen ved enten at forlade nationen og blive global, den kan skrive om hele nationen og den kan skrive om hjemstavnen, hvor man ikke kan integreres, og der er flere romaner, der signalerer at hjemstavnen er ’det nye sted’. Et eksempel er Josefine Klougarts Stigninger og fald.

Slutteligt påviser Hauge, at billedet af indvandreren i dansk litteratur altid er billedet af en muslim.

Søren Frank har med artiklen Interkulturelle forfattere i dansk litteratur en anden vinkel og fremdrager migrationsforfatternes internationale betydning og nævner blandt andet, at ti ud af de tolv seneste nobelpristagere i litteratur har levet og skrevet mellem to kulturer. Som også Torben Rugberg Rasmussen berører Frank globaliseringseffekten, der gør os alle mobile, samtidigt med at Danmark jo har procentvis færre indvandrere end andre nationer – og et mindre bogmarked.

Antologien rummer yderligere glimrende indlæg om jødisk litteratur og grønlænderes fremstilling på film. Kim Simonsen tager sig også af litterære stereotyper og af Eva Tind Kristensens Do/_, der angiveligt bedre end prosalitteraturen får præsenteret den identitetskrise, som kunsten efterspørger – og som nu Preisler og Yahya Hassan svarer på.

Redigeret af Søren Frank og Mehmet Ümit Necef

294 sider

Forlaget Spring

Udgivet: 2013

Forord

Af Søren Frank og Mehmet Ümit Necef

Sættes indvandrerproblemer under debat i dansk samtidslitteratur?

Af Hans Hauge

Den jødiske indvandrer og litteraturen 1900-1970

Af Morten Thing

Grønlændere på film

Af Kirsten Thisted

Interkulturelle forfattere i dansk litteratur

Af Søren Frank

Migrationspoesi og litterære stereotyper

En imagologisk læsning af Eva Tinds do/_

Af Kim Simonsen

Har vi set en rigtig negermand i dansk film?

Om fremstilling af fremmedhed i fiktionsspillefilm

Af Heidi Philipsen

Mellem samfundsnassere, ofre og mønsterindvandrere Stereotype indvandrerrepræsentationer i de danske medier, samtidslitteratur og den offentlige debat

Af Anita Nell Bech Albertsen

Mellem kulturpessimisme og forløsningstænkning Ivan Malinowskis ”indvandrervenlighed”

Af Torben Rugberg Rasmussen

Racistiske repræsentationer?

Et blik på dansk film

Af Mehmet Ümit Necef og Henning Bech