Hvis man skulle være et af de mennesker, der endnu ikke har anskaffet en mobiltelefon, så rummer romanen her alle argumenter for at indkøbe en sådan. Især sms-funktionen har uvurderlige anvendelsesmuligheder når man skal planlægge eller afblæse et bryllup, og der er rige muligheder for at læse om begge dele i denne tilføjelse til chicklitten.

Alle nødvendige ingredienser og karakterer er til stede: Der er en let forvirret, ikke alt for kvik, men kærlig og venlig hovedperson, Poppy. I modsætning til mange af sine medsøstre inden for chicklitten er hun ikke i mediebranchen, men derimod fysioterapeut. Hun har scoret en kæreste, der både er smuk, intellektuel og overklasse. Så hun har både en jaloux kollega og senere en jaloux og sexet konkurrent. Hun har et køligt forhold til sine elitære svigerforældre, og så har hun et moderne talent i modsætning til forgængerne Askepot og Scarlett O’Hara: Hun er uhensigtsmæssigt hurtig til at besvare mails, og hun får med stort held arrangeret pinlige situationer for sig selv og sine omgivelser.

Poppy står for at skulle giftes. Desværre mister hun pludseligt sin kostbare forlovelsesring – et arvestykke fra hendes kommende svigermor. Midt i panikken finder hun belejligt en mobiltelefon i en skraldespand. Ejeren, Sam, insisterer på, at hun leverer den tilbage, men af forskellige årsager er det praktisk for Poppy at beholde mobilen, til hun finder sin ring. Hun lover at sende alle mails og sms’er videre til Sam, men det bliver hurtigt lidt intimt sådan at dele indbakke, og så går det jo som det må gå, selvom Poppy er forlovet med Mr Right Guy. Det kun et spørgsmål om tid og mængden af forhindringer, der her er forklædt som intriger i erhvervslivet.

Her er ikke meget uforudsigeligt, og Poppy grænser sig til det lavkomiske, men romanen er sjov og let læst.

Sophie Kinsella

Oversat af Dorte Andersson
400 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 01.05.2012

Birte Strandby