Lille roman om tiden efter en skilsmisse. Det er en udover at være en kærlighedserklæring til den mand, der er gået fra hende, jeg-fortælleren, også en sansemættet oplevelse af naturen dels i skikkelse af solsort, due, hind, fasaner og katten Mitte, der jager insekter og dels i form af den gamle have med ahorn, blommer og morel. Det er en have, der har alverdens betydning for fortælleren, og hun overvejer at plante et morbærtræ, der får hende til at huske lykkelige barndomsminder. Alligevel får hun haven ryddet, alt imens hun beklager de manglende træer og buske.
Den ledige tid, når hun ikke skriver bøger eller læser op af egne værker i København, går med at savne datteren, der bor i USA og især tænke på manden, som hun flere gange betegner som gådefuld. Hun begræder, at hans kærlighed er forsvundet, mens hendes egen er uændret:
… min længsel rørte på sig men kom ikke langt.
Den var pakket ind i tykke røde mursten og et ægteskab, som jeg ønskede mig så brændende, at jeg bagefter har tænkt, at af tro, håb og kærlighed, er håbet alligevel det største.
I slutningen intensiveres hendes kamp for ikke at bare at sygne hen og blive bitter:
Håbet er den tykke, tykke flod. Ingen levende mand kan måle sig med den, ingen vrede, intet had og ingen bitter bitterhed.
Smukt fortalt gengivelse af sorg, vrede og bitterheden over at være blevet forladt, men det er også en fortælling om de følelser, der ikke bare ændrer sig, fordi genstanden for dem ikke længere er til stede.
Ramt af ingenting – en glemmebog
Ida Jessen
68 sider
Gyldendal
Udgivet: 21.03.2012
Birte Strandby
