Den længe ventede toer til Jagten på nazisternes guld

Antons farfar er død, og han har efterladt et brev til sin gamle ven, Alfredo. Et brev som Anton forfærdeligt gerne vil kende til indholdet af, men nu har han jo lovet farfaren at sørge for at aflevere det.

Sammen med sin argentinske kæreste, Guada, og hendes bror rejser Anton til Napoli i håbet om at finde Alfredo på øen Itchia ud for Napoli, hvor han skulle have et hotel. 

Alfredo er gået på pension, men de får hans adresse og opsøger hans hjem oppe i bjergene. Umiddelbart bliver de mødt af pigtråd og gøende hunde, men da Alfredos datter, Ginevra, finder ud af, hvem de er, og især at Anton er barnebarn af Alfredos gamle ven, lukker hun dem ind. Alfredo dukker derimod ikke op, og det er der grunde til. Han er blevet bortført og bliver kun sluppet løs, hvis hans datter hjælper de lokale gangstere med at finde nazisternes guld.

De tre unge gemmer sig for at overvære Ginevras møde med sin fars bortførere. Det går slet ikke som forventet, og Guada og Ginevra bliver banditternes nye gidsler. Anton og vennerne er pressede, men nogle mennesker er bare bedst under pres.

Hvis man kender til Jan- og Bo-bøger (1940 – 1965), så virker formen og den dramatiske udvikling bekendt, og det er både hyggeligt og spændende – og i tilfældet Anton en lille smule romantisk.

Desuden får læseren et lille klip fra en af verdenshistoriens mest uhyggelige kapitler, og bagerst i bogen er et par sider om nazisme og eugenik.

Jagten på nazisterns guld 2

Anne Sofie Hammer – Lise Bidstrup

172 sider

Gyldendal

Udgivet:. 17.03.2022

Birte Strandby