En grundig og interessant gennemgang af hvordan islamismen – politisk islam – har udviklet sig som en følge af Første Verdenskrig og imperiernes fald i Europa. En af årsagerne til islamismens opkomst er det osmanniske riges fald, der efterlader sig et sekulært Tyrkiet og muslimerne uden fælles metropol.

I Egypten arbejdede man for en islamisk fornyelse, og universitetet i Kairo blev det nye centrum for åndelig og religiøs udvikling af den muslimske dagsorden og den begyndende islamisme, om end dennes tilstedeværelse kun var latent, så længe Egypten stadigt var koloniseret.

Oprettelsen af staten Israel blev betragtet som et vestligt produkt, der placerede Islams åndelige, politiske og fysiske fjender midt i Mellemøsten og giver næring til islamismen, der kommer rigtigt på banen i 1979 i Iran. Shahen af Iran har i 1964 foreslået en politisk reform, der dog ikke indeholdt nogen politiske frihedsrettigheder. Det får den ekstremistiske præstestand og deres nye dynamiske leder, ayatollah Khomeini, til at protestere voldsomt, hvorefter Khomeini landsforvises. I 1979 vinder de religiøse ekstremister magtkampen. Shahen af Iran tvinges til at forlade landet, og ayatollah Khomeini vender tilbage efter sit eksil. Forfatteren finder i forløbet adskillige lighedspunkter med Den russiske Revolution.

17 år senere får Taliban magten i Afghanistan, og i det er også i denne periode, 1980 – 2000, at begrebet terrorisme gennemgår en form for ’udvikling’. Således er selvmordsterrorisme indenfor islamisme af relativt ny dato.

Forfatteren gør meget ud af at sammenligne islamismen med andre totalitære bevægelser såsom bolsjevisme og fascisme, lige som den islamiske revolution sammenlignes med den franske og den russiske, der på sigt omfattede visse fremskridt: Égalité, liberté, fraternité i forbindelse med den franske revolution og social organisation og industriel udvikling i forbindelse med den russiske, mens den islamistiske revolution ikke bidrager med hverken sociale, økonomiske eller politiske fremskridt og i modsætning til de to andre baseres på en vedvarende ulighed.

Slutteligt belyser forfatteren islamismens fremtid og diskuterer ytringsfrihedsbegrebet i forhold til Salman Rushdies ’De sataniske vers’ og danskernes Muhammed-krise. Endeligt er De tolvs manifest – sammen mod den nye totalitarisme anbragt umiddelbart før forfatterens konklusion indeholdende forslag til, hvordan islamisme tackles af demokratiske stater.

Islamisme – En orientalsk totalitarisme

Mehdi Mozaffari

312 sider

Informations Forlag

Udgivet: 4.10.2013

Birte Strandby