Jeg har fejet så meget, at der næppe er is tilbage på curlingbanen.
Lotte Lyngby har skrevet et lille poetisk værk om det at være mor. Det begynder smukt med Mariæ Bebudelse og med forfatterens egen graviditet, hemmelig først og dernæst røbet for de vordende bedsteforældre – der får tilsendt en lyserød og en lyseblå sut.
Teksten er sanselig, og det lykkes fint at sætte ord på alle den nybagte mors følelsesmæssige faser og ikke mindst den usikkerhed der hyppigt forfølger nye mødre. Den der især slår til, når barnet græder og græder, og man ikke kan trøste det.
Og her er et guldkorn, som kan trøste ulykkelige mødre til utrøstelige børn: En gammel kvinde sagde til fortælleren, at hun ikke skulle være ked af, at drengen græd og græd, for det gjorde, at han hele tiden var i sin mors arme, og derfor senere ville blive et roligt, trygt og glad barn. Det viste sig at holde stik.
Det er lettere anden gang. Da pigen kommer til verden, er forældrene erfarne, glæden den største følelse, overskuddet til begge børn er stort og tilværelsen harmonisk, indtil fortælleren får udlængsel. Det fører til skilsmisse. Det bliver til mine børn i stedet for vores børn. Barndommen bliver hugget over i to, skriver fortælleren, og det kapitel gør det næsten ondt at læse.
Efter barndommen gør fortælleren status over, hvad var godt og hvad der var dårligt. Et afsnit handler om curlingmoren:
… jeg bad dem ikke om at tage cyklen … jeg lærte dem ikke at arbejde selv.
Jeg sagde ikke: Det må du klare selv. Jeg sagde: Lad mig hjælpe dig.
Lyngby leverer alle de ord, man står og mangler, når man vil beskrive hele ‘mor-processen’. Hvad er det man ønsker for sine børn, og hvorfor bliver det så helt anderledes?
Lotte Lyngby
Den mor jeg var
170 sider
Eksistensen
Udgivet: 2017
Birte Strandby
