Den 1. oktober 2009 sagde Lars Løkke Ramussen i sin tale til IOC’s kongres:
Danmark er en velfærdsstat med en høj livskvalitet …
og her er så romanen der beviser, at velfærd og livskvalitet ikke nødvendigvis hænger sammen.
Helene har stort set alt: En velfungerende familie, et fantastisk job og de muligheder, hun selv vælger. Alligevel er hendes tilværelse forbløffende indholdsforladt. Den bedste tid på dagen er er tilsyneladende tiden i bilkøen. Forholdet til ægtemanden er døende, og det til børnene er uengageret:
Jeg har fanme elsket mine børn …
Afleveret dem sent, hentet dem tidligt
Den umiddelbare løsning på den langvarig, basalt eksistentielle krise er et hedt forhold til en gift kollega. Den type forhold er der en del mere eller mindre åbenlyse udgaver af på arbejdspladsen, og ikke et af dem ser ud til at rumme perspektiver, hvilket tilsyneladende gør mest ondt på de kvindelige aktører. Der opstår også vanskeligheder på jobbet, og Helene taber det hele på jorden, hvilket måske er hendes held.
Hvis det er tomhed og værdiløst velfærd bogen skal demonstrere, så er den deprimerende vellykket, og hvis det handler om kærlighed, så er dette reduceret til et banalt ’knald på kontoret’. Humoren fra ’Nynnes Dagbog’ (hvor Anette Vestergaard er medforfatter) er desværre ikke en del af projektet, og skønt hovedpersonen i hvert fald på papiret både elsker og hader, så er fortælleren så distanceret, at det er næsten umuligt for læseren at føl(g)e kærlighedsforhold, familieliv eller begejstringen for jobbet.
Trods den inciterende titel er det en overfladisk, men måske rammende roman om en mekanisk og indholdsløs tilværelse.
Anette Vestergaard
240 sider
C&K Forlag
Udgivet: 02.10.2009
Birte Strandby
