’Det ene øjeblik er du ikke noget værd, det næste er du noget særligt’, siger storebror Bossie til lillebror Oskar i denne ungdoms-/voksenroman om den sårbare pubertet.
Bossie, Oskar og veninden Geesje sidder i Vores Klubhus og betragter verden, især den gamle dame med gravhunden, der går tur hver dag. Damen kalder de Nancy Sinatra på grund af hendes støvler med reference til sangen These Boots Are Made for Walking – en sang brødrene hørte mange gange, før deres mor rejste til Italien. De tre børn sidder og taler, og i en periode er brødrene onde ved Geesje og mobber hende, fordi hun skeler på det ene øje. Geesje stikker af fra dem, og da Oskar kommer for at sige undskyld, siger hendes mor, at hun ikke kommer tilbage foreløbigt.
Drengenes far er lærd og åndeligt fraværende det meste af tiden, og romanens stilfærdige pointe handler om kunsten at vokse op med de kampe og nederlag – psykiske og fysiske, der følger med for de forsømte børn. Læseren får lejlighed til at gynge med på drengenes op- og nedture, og skønt romanens stil grænser sig til det minimalistiske med dets sparsommelige omgang med tillægsord og fraværet af floskler – eller måske netop derfor, kommer det som en overraskelse for læseren, da det afsløres, at drengenes mor har været væk i otte uger, at de kun har modtaget tre breve fra hende, og at de ikke ved, hvornår hun kommer hjem. Med en distanceret og kun periodisk interesseret far ligner situationen omsorgssvigt, og brødrene klarer det kun, fordi de kan støtte sig til hinanden.
Mælkevejen
Bart Moeyaert
Oversat af Aino Roscher
138 sider
Turbine
Udgivet: 18.04.2013
Birte Strandby
