Som flere danske romaner i foråret (Kapgang, Man dør kun en gang, bogvægten.dk 2010) handler det også her om forældresvigt.
David har mistet hukommelsen og i avisannonce opfordrer han folk, der kender ham, til at skrive til ham for at hjælpe på hukommelsen. To gamle venner, Jon og Silje, samt Davids stedfar, Arvid, griber pennen, og det giver nogle overraskende og personlige afsløringer, samtidigt med at læseren får glimt af de tre personer i deres hverdag, hvor sporene efter ungdomsårene tydeligt viser sig så mange år efter blandt andet i meget komplicerede forhold til familien og omgivelserne. Vennen Jon er fremragende skildret: Han kan ikke åbne munden uden at lufte mange års frustrationer over svigt fra en far, der kom i fængsel for narko og vold, og hans bedste konfliktmanøvre er at gå sin vej og i enkelte tilfælde true med selvmord. For Arvids vedkommende bliver det mest en tilbagevenden til Davids tid som teenager, hvor dennes undomsoprør nærmest var det, der holdt sammen på moderens og stedfaderens ægteskab. Silje er datter af en boheme, og det er også en betegnelse, der beskriver hendes tid sammen med David, mens hendes nuværende liv og ægteskab er traditionelt grænsende til det kedsommelige.
Romanen indledes med Jons brev og hans forhold til David, deres mulige homoseksualitet. Siljes brev, hendes mistro til David og hendes hverdag i det pressede ægteskab slutter brevet. De jævnlige synsvinkelskift giver romanen lidt bølgegang og et efterhånden nogenlunde billede af David og hans omgivelser og ikke mindst et dygtigt psykologisk billede af svigtets uundgåelige indflydelse på det efterfølgende liv.
Carl Frode Tiller
Oversat af Karsten Sand Iversen
282 sider
C&K Forlag
Udgivet: 12.03.2010
Birte Strandby
