Roman om Hans, Gunhild, Inge, Nicolas og Heidi – et portræt af mennesker og det der truer dem.

En af de få ægte ærlige romaner der midt i humoren anerkender, at vi har problemer med klima, miljø og biodiversitet.

Hans, Gunhild og Inge ved det godt. Nicolas og Heidi har små børn og dermed lidt kortere horisonter. Nicolas’ kone har en fødselsdepression, og Nicolas gør sit yderste for at skabe en tilværelse for sin lille familie. Det samme gør Heidi. Hun er mor til Samuel, men har problemer med at komme fri af sine seks halvbrødre og deres kriminelle netværk. 

Hans er biolog, og vi møder ham første gang, da han står for at blive fyret, og hans kone forlader ham. Ingen af delene er særligt truende, finder Hans, der beskæftiger sig med gnavere der trues af klimaforandringerne. 

Han følte sig alene, når hans borddame fortalte, at hun skulle til Melbourne for at se herrernes semifinale i tennis – samme eftermiddag, som antallet af døde og brændte koalabjørne nåede 25.000.

Gunhild er suffløse på et stort teater i København og arbejder med skæve opsætninger af Ibsen og Tjekhov. Gunhild har i eget perspektiv mistet alt og forbereder sin død. Inge der er firs år gammel, er ikke ved at forberede noget, men er blevet uvenner med sine venner og har ikke talt med sin datter i 11 år.

De fem liv vikles ind i hinanden, og for de fleste af dem er det en god ting. Mennesker har brug for mennesker, og med den rette inspiration er der næsten ingen grænser for, hvad mennesker kan. 

Det er en god fortælling, på sine steder en feel good-fortælling, og den er velkrydret med humoristiske og paradoksale observationer, med en papegøje der kan sige ‘Brexit now’, og med jævnlige spark til den samvittighed, vi burde have:

At deres tur ville få syv-otte kvadratmeter havis til at smelte, ragede dem en udtørret høstblomst.

Nikoline Werdelin er lige så skarp, hård og venlig i sin debutroman som i sine iagttagelser i Homo Metropolis og Café. 

Hvordan man redder en lemming

Nikoline Werdelin

416 sider

Gyldendal

Udgivet: 2020

Birte Strandby