Tang forbindes i reglen med sushi. Men de kilometerlange danske kyster byder på et stort udvalg af sunde og smagfulde tangplanter.  Biolog Lilli Gruwier sætter fokus på havets salatbuffet og den unikke ressource, der gemmer sig i den danske tang i kogebogen ”Hverdagsmad med tang”. Bogen har undertitlen ”50 opskrifter fra kyst til køkken”. ”Hverdagsmad med tang” er en praktisk brugsbog og den er udgivet i samarbejde med Nationalparken Mols Bjerge.

Indledningsvis gennemgår forfatteren de fem typer tang, som bogen fokuserer på. Hun giver gode råd til indsamlingen på stranden og tips til madlavning med tang. Dog savnes lidt information om hvordan, årstid og temperatur måtte spille ind i forhold til at høste tang. Et afsnit om tang i ernæringsmæssigt perspektiv kunne være oplagt i forhold til at illustrere det store potentiale der er i denne naturlige ressource. Tang er nemlig fyldt med næringsstoffer; især vigtige mineraler og sporstoffer. For vegetarer og veganere er det til eksempel meget attraktivt, da det både indeholder K-vitamin og B12. Det er ydermere er rig på umami-smag. 

I disse år kommer der mere og mere fokus på bæredygtig, naturlig og sund mad. Tang er dansk, dejligt og ganske gratis! Lilli Gruwier er uddannet biolog fra Aarhus Universitet og har speciale i bæredygtig udnyttelse af makroalger. Hun har desuden årevis erfaring som naturformidler. I ”Hverdagsmad med tang” sætter Lilli Gruwier spot på fem udvalgte tangarter, der finde i det allermeste af Danmark eller som kan købes i tørret eller frisk stand. Der er tal om Søl (Dulse), Sukkertang, Almindelig søsalat, Savtang samt Blæretang. 

Illustrator Thorkild K. K. Tinkfred har ledsaget bogen med stregtegninger, der dels viser tangplanterne og dels illustrerer de 50 opskrifter, som udgør bogens hoveddel. For nogle læsere vil det nok opleves som en svaghed, at tangplanter og opskrifter ikke er ledsaget af fotografier. Det er imidlertid let at slå billeder af tangplanterne op andetsteds, hvis man måtte have behov for det.

Opskrifterne koncentrerer sig omkring hverdagsmad, så behovet for fotos er i og for sig begrænset. Lilli Gruwiers har nemlig valgt at vise, hvordan velkendte hverdagsretter kan beriges både smagsmæssigt og næringsmæssigt vha. tang. Opskrifterne tæller til eksempel alt fra brød, dolmere, kødsovs, lasagne, mayonnaise, syltede rødbeder, pizza og pasta Carbonara. Men derudover er der også lidt mere atypiske opskrifter med tang såsom æblekage, lun kartoffelsalat, popkorn og tangpesto. Alle opskrifter er lette og enkle at gå til. De er præsenteret overskueligt og pædagogisk med en punkt-for-punkt gennemgang af processen. Der gives ydermere små gode tips til den enkelte opskrift.  

”Hverdagsmad med tang” er en inspirerende bog til dig, der har interesse for at sanke ved kysten og lege med naturens vilde råvarer i dit køkken. Her får du en praktisk og brugervenlig guide til både at finde tang, men også at bruge den kreativt i dit køkken. Biolog Lilli Gruwier viser på glimrende vis, hvor stor spændvidde der er i mad med tang. Hun formidler veloplagt og letforståeligt. Hist og pist fremstår bogen en anelse ufuldstændig i forhold til ernæring og biologi. Men der er al mulig god grund til at tage på tangsafari og høste af havets guld. Så fat bogen her, hop i gummistøvlerne og tag en tur ud til kysten og bliv klar til en god gang madlavning med tang! 

Hverdagsmad med tang

50 opskrifter til kyst og køkken

Forfatter: Lilli Gruwier

Forlag: TURBINE

124 sider. Hardback

Udgivelsesdato: D. 20. 8. 2021

Anmelder: Nønne Lønne Votborg