Den finske forfatter, foredragsholder og sexolog Henriikka Rönkkönen er i sit hjemland en kendt influencer. På de sociale medier skriver hun om sex og singlelivet på godt og ondt. Hun har udgivet en række romaner, der er solgt i stort antal i Finland. Forlaget Falco har givet de danske læsere mulighed for at læse ”Fantasikæresten. Og andre fundamentale ting om livet som single”, der første gang så dagens lys i 2016.
Bogens hovedperson er en yngre kvinde, der ser tilbage på sit kærlighedsliv og sit møde med forskellige sexpartnere. Hendes første kæreste er Bamsebjørn, som hun møder da hun går på gymnasiet. De to er sammen i syv år, men da hun møder Pasi er tiden inde til at brud. Hun ville forandring mens Bamsebjørn kan lide tingene som de var. Pasi er lig med stort begær og ikke mindst store drømme. Men det varer ikke ved.
Derpå følger en række – tilsyneladende – endeløse møder med mænd og en enkelt kvinde i jagten på sex og en kæreste. Relationerne er i reglen ret korte. Undervejs reflekterer hovedpersonen over sig selv og de mennesker, hun møder på sin vej.
Hvert kapitel er kort, og har en overskrift der opridser essensen af den pågældende relation. Henriikka Rönkkönen skriver bramfrit og uhæmmet om alle detaljer ved dating og sex. Om hun ønsker at bidrage til at fjerne forskellige tabuer, ved at hive dem frem, skal jeg lade være usagt. For mig er oplevelsen desværre, at det intime rum bliver unødigt vulgært og simpelt. Nogle vil måske opleve det som frækt og forfriskende. Jeg finder det i vidt omfang plat og banalt at læse om. Og nej, jeg er ikke bornert. Men jeg føler mig gammel og stramtandet når jeg læser følgende:
”- Den lugt er ikke til at få af fingeren igen. Engang jeg sad og spiste, undrede jeg mig over, hvad det var for en lugt. Jo, det var lugten af røv. Altså min egen. Jeg havde forsøgt at pirre den lidt mens jeg onanerede. Jeg havde godt nok gnedet fingeren med Fairy i sikkert en halv time.” Dét fortæller hovedpersonen til en mand, hun er i seng med for allerførste gang. Suk. Her slår min humor ikke til.
Problemet er, at Henriikka Rönkkönen overdoserer det vulgære, spydige og latrinære. Det er synd og ærgerligt, da det er en bog med gode pointer. Det drukner i pik, kusse og knalde. ”Less is more”!
Første del af bogen står lidt i stampe med mange enslignende forsøg på at score den rigtige. Undervejs gør hun sig dog mange forskellige erfaringer med (digital-)dating, sex og reflekterer desuden over køn og krop. Senere i bogen sker en vigtig udvikling, hvor hun ændrer sit fokus til et andet og bedre. Da bogen slutter, er der gået flere år, og hun er mange erfaringer rigere.
Fantasikæresten
Og andre fundamentale ting om livet som single
Forfatter: Henriikka Rönkkönen
Oversættelse: Siri Norrdborg Møller
Forlag: Forlaget Falco
174 sider. Paperback
Udgivelsesdato: Den 19. september 2023
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
Anmeldelse på Litteratursiden.dk: https://litteratursiden.dk/boeger/fantasikaeresten-og-andre-fundamentale-ting-om-livet-som-single