Ny bog i serien om filosofi for børn i 7—12-års alderen. Hver bog er fordelt på seks kapitler, der hver indledes med et væsentligt spørgsmål. Formålet er at åbne filosofien for børn og inspirere dem til begrebsdannelse og koncentration, at undersøge svarmuligheder og lytte aktivt.

Et af de seks indledende spørgsmål er Hvad er smukt? Og til dette spørgsmål er der tre svar: 1) Naturen fordi den er blid, harmonisk og levende. 2) Min elskede, fordi han er helt perfekt, 3) Triste historier, fordi de får mig til at græde, og spørgsmålene fortsætter med universet, mine drømme, min kjole. Under hvert svar er der indvendinger og overvejelser om det modsatte, for eksempel til svar 1 om naturen: Er dyr der æder hinanden blide og harmoniske? eller: Ville fuldstændig harmoni ikke være kedelig?

På kapitlets sidste side er der forslag til de nogle af de erkendelser, spørgsmålene forventes at lede frem til og plads til egne notater.

Efterfølgende er kunst udsat for den samme behandling, og nogle af spørgsmålene er ret udfordrende: Hvad kan kunst bruges til? Svaret er blandt andet: Til at samle folk og gøre dem mere menneskelige, til at udtrykke dybe ting om livet og verden.

Bogen er inspirerende og kan sætte gang hjernevindingerne hos børn og voksne. Layoutet er en sag for sig – og ifølge efterskriften også produkt af tunge overvejelser hos illustratoren. Hvert kapitel er holdt i bestemte nuancer, der er mange små tegninger, anbragt effektfuldt i forhold til teksten, og hele bogen er behageligt indbydende og let tilgængelig uden at tilbyde lette løsninger på dilemmaerne.

Hvad tænker du om skønhed og kunst?

Oscar Brenifier

Illustreret af Rémi Courgeon

Oversat af Mette Sanggaard Schultz

96 sider

Forlaget Mindspace

Udgivet: 2014

Tænk selv-serien