Nogle børn har usynlige venner. Det er praktisk fordi, man kan forme dem, som man vil. Drengen i bogen har en dinosaur. Den er så lille, at han kan have den i lommen, men den vokser hurtigt, og den laver en del ulykker af den slags, som små, franske drenge måske også kan finde på at lave: Rive piger i fletningerne, træde i blomsterbedet, komme for sent til skolebussen. Til sidst må han røbe for sin mor, at det er dinosauren, der laver ulykkerne. Den lover at opføre sig pænt, men ender alligevel med at tage en bid af månen.
Illustrationerne, der også er begået af Quentin Gréban, er ret fantastiske og periodisk nuttede. På de fleste billeder kan man, hvis man ser godt efter, finde ud af hvor dinosauren gemmer sig.
En god bog for små børn med den ’hyggelige’ uhygge: Den store farlige dinosaur, der er drengens ven. Ulykkerne har drengedimensioner – ikke dinosaurdimensioner.
Dinosauren er altså nem at forholde sig til. Lidt vanskeligere er det med fransk opdragelse kontra dansk. Klassebilledet med børnene i skoleuniformer virker lidt fremmedartet. Men især billedet af moren som den hæmmende, men ikke straffende autoritet, og drengen som den skyldige virker gammeldags sammenlignet med moderne dansk pædagogik. Et lignende ’skyldsvæsen’ – et væsen barnet har opfundet til at overtage egen skyld – findes i Astrid Lindgrens ’Grynet’ (Madicken) fra 1960 , og det er spørgsmålet, om et barn i 2010 forstår det pres, der var en fast bestanddel af opdragelsen for 50 år siden. Til gengæld kan der hentes megen god samtale i illustrationerne.
Quentin Gréban
Hvad sker der for den dinosaurus?
Oversat af Lena Lamberth
28 sider
Lamberth
Udgivet: Oktober 2010
Birte Strandby
