Ingrid er blevet alene i sit hjem ude på landet. Hjemmet er slidt og nusset, hun er lidt alkoholiseret, og så er hun ensom bortset fra en irriterende kat. Ingrid har en fortid som modstandskvinde under 2. verdenskrig. Hun blev stukket dengang, og hun har tilbragt fem måneder i koncentrationslejr.
En dag dukker Ruth op med hjemmebagt kage. Hendes mor var sygeplejerske, da de hvide busser skulle bringe koncentrationslejrfanger hjem til Danmark og Norge, og Ruth har fundet ud af, at Ingrid engang har reddet hendes mors liv.
Det er ikke det eneste, Ingrid har gjort, afslører de to kvinders lange samtale om modstandskamp, likvideringer og frygtelige fejltagelser. Det var en kaotisk tid, og det kunne være fatalt at stole på de forkerte.
Gennem samtalen får Ingrid og Ruth kortlagt den del af historien, hvor deres liv griber ind i hinanden, og basalt handler det om overlevelse og skyld.
Vi får et et tragisk billede af livet i koncentrationslejren, hjemrejsen i den hvide bus der ikke tilbyder nogen form for beskyttelse, og vi får et indtryk af, hvad der sker med mennesker i kyniske og brutale omgivelser, der på sigt bidrager til Ingrids glædesløse tilværelse.
Med Kvinden der kom med kage følger en anden slags gys, end dem Steen Langstrup ellers har leveret, uhyggen er mere realistisk, men chokket og ikke mindst slutningens dilemmaer er ikke mindre. Stemningsopbygningen og kvindernes søgende samtale, er fin læsning, og der kommer også nye vinkler på ofre og skyldige under krigen.
Kvinden der kom med kage
Steen Langstrup
185 sider
2 Feet Entertainment
Udgivet: 01.02.2024
Birte Strandby