Forlaget SAXO indleder passende sin nye serie ’Baglommebøger fra SAXO’ med en vellykket dansk romanforfatter-debut.

Arn Lou (f.1961) bruger sit kendskab til filmbranchen til at skabe rammen om handlingen i Hvad holder sammen på en sten (en flot og rammende titel). Hovedpersonen er den unge Christian, der har løse job som instruktørassistent på reklamefilm, mens han drømmer om det store gennembrud som instruktør og manuskriptforfatter.

I en uskøn blanding af opgivelse og manisk arbejdsiver forsøger han at skrive det perfekte manuskript, men indkasserer blot det ene nederlag efter det andet.

Christian har haft en dybt traumatisk barndom, som afsløres i en række flash-backs gennem romanen. Religiøst vanvid, misrøgt, drab og kriminalitet gør ham til den fødte sociale taber, men han forsøger desperat at blive mønsterbryder.

Romanen er skrevet i en fortættet stacato-lignende stil fyldt med korte hovedsætninger, der er stærkt med medvirkende til at skabe en fortættet klaustrofobiske stemning, i hvilken hans barn- og ungdoms dæmoner og tragedier oprulles i intense billeder.

Lous specielle blanding af filmmanuskript, afslørende avisudklip og klaustrofobisk erindring er blevet til en rigtig god og interessant debutroman.

Bogens størrelse, vægt og længde gør den til en fin baglommebog. Den er både spændende og fængende, så man glæder sig til at tage den frem igen i frokostpausen.

Forfatter: Arn Lou

Baglommebøger fra SAXO

Forlaget SAXO

186 sider
**** 4 stjerner

Jan Vandall