Historisk roman med fiktiv kærlighedsfortælling
Henry er amerikaner født af kinesiske forældre i Seattle. Da han er 12 år gammel sætter hans forældre ham på en god skole for amerikanere og forlanger, at han fremover kun taler engelsk. Det bliver ensomt, for forældrene taler stadigt kun kinesisk og nu kun indbyrdes. Desuden kniber det med venner på den nye skole, blandt andet fordi Henrys amerikanske klassekammerater betragter kinesere og japanere under et, og det er i 1942 – efter Pearl Harbour. Japanske Keiko dukker op, og de to bliver hinandens bedste venner, i et miljø der ikke skelner mellem børn af japanske forældre i USA og de japanere, de bekriger på den anden side af kloden. Senere fanges og interneres de derboende japanere og trods flere års ihærdige skriverier forsvinder Keiko for Henry.
Først mere end 40 år senere, da Henry er blevet enkemand, og man i Hotel Panamas kælder finder ejendele fra japanske familier, får Henry forfulgt det gamle venskab, og måske muligheden for at genfinde den kærlighed, hans forældre modsatte sig.
Optakten er medrivende, og Henry og Keikos liv i 1942 indeholder mange kampe, racisme, umulige fordomme og for Henrys vedkommende et efterhånden ganske kompliceret forhold til forældre, der vitterligt foretrækker at han taler et sprog, de ikke forstår. Desuden er der den konkrete udmøntning af det amerikansk/japanske forhold på det tidspunkt: De lokale bullies.
Romanen er sammensat af episoder fra fyrrene og fra 1986, hvor Henry – bistået af søn og svigerdatter – går på jagt efter fortiden.
Ikke revolutionerende eller nytænkt, men hyggelig og vel fortalt på autentisk baggrund.
Jamie Ford
Oversat af Michael Alring
346 sider
Bazar
Udgivet: 07.04.2011
Birte Strandby
