Biografier kan godt være et kedsommeligt bekendtskab, men det hjælper gevaldigt, hvis forfatteren er en aktiv, udadvendt journalist; og hvis vedkommende så oven i købet er historiefortæller som Bjarne Bekker – eller som Lasse Jensen der nylig har udgivet Journalist – så bliver læsningen til god underholdning.

Det begynder på Horne Land ved Faaborg, og det handler om Bekker og familien og om et lille landsbysamfund i midten af forrige århundrede, længe før udkanten blev opfundet.

Sidenhen har et Venstre-orienteret Folketing centraliseret offentlige funktioner over i aktionærsamfundets svulmende kasser og kvalt solidariteten fra de landsby- og købstadssamfund, der formede Danmark.

Det var dengang der kom skolebørn ind til Faaborg med tre jernbaner fra Nørre Broby, Svendborg og Ringe, og der var konkurrence mellem de små landsbyer om, hvem der kunne bidrage med det rigeste kulturliv. Bekker var selv med som arrangør, men det gik ikke lige godt hver gang. Raquel Rastenni havde kun 42 tilskuere, og en original kunstner som Benny Dissing blev piftet ud af forsamlingshuset i Horne.

Siden kom Bekker i lære som bogtrykker og efterfølgende som journalist på Faaborg Avis. Journalistarbejdet førte videre til Svendborg Avis og Billed-Bladet.

Tiden i Svendborg er karakteriseret af store omvæltninger, Bekker når at blive forfremmet og degraderet på samme dag, oplagstallet stiger til 30.000, og Bekker oplever en arrogant bestyrelsesformand skubbe satsen til en forside på gulvet i et klodset forsøg på censur.

Lyden af bly er immer i familie med diktatur.

Den collageagtige præsentation af et liv i provins- og hovedstadsjournalistikken giver os et bredt indtryk at mange af de artikler Bekker har skrevet:

Der var manden der gravede sine skattepenge ned i haven og fik hjælp af Glistrup, der er en historie om en falsk prins og en om en mand der bortførte sin lille datter til Afrika. Kaptajn Carlsen og Mogens Frohn får særlig meget spalteplads, men også Dirch Passer og Erfred Fabricius og andre kendisser optræder.

Formidlingen er levende og hyppigt krydret med personlige betragtninger – om blandt andet det at være ansat på en avis med et klart politisk tilhørsforhold:

Her har man i afgørende situationer de fakto deponeret sin journalistiske frihed i andres medlemskort til organisationer udenfor ens egen indflydelse.

Der er et hav af billeder af/fra/med dagblade, kolleger, Plydsen i Svendborg, chokolade fra dengang – Pernille og Senator, Bekker, familien, politiske begivenheder – drabet på Kennedy, Horne Mølles brand, Mogens Frohns hangarskibs-hilsen, Kaptajn Carlsen, Bekkers artikler og en anbefaling. De er alle værd at se nærmere på, men de fleste fotos optræder uden billedtekster, og for den læser der ikke har huseret i Svendborg og omegn i sidste århundrede, kan der være nogle udfordringer. Til gengæld er bogen er en sand gave til mennesker der har bare et beskedent kendskab til Sydfyn.

Ligeledes kan man sige, at sproget på sine steder er lidt indforstået, måske fordi Bjarne Bekker i lang tid har haft hyppig kontakt med sit publikum blandt andet i Facebookgruppen SvendborgHistorier hvor der udveksles mangt og meget. Og så er det ikke Bekkers første bog om Sydfyn.

Til svendborgenserne er der masser af guf fra arbejdet på Svendborg Avis. Der er gensyn med Plydsen og Buch-Andersen, Danmarks klogeste hund: Vimmer, Willy fra Torvecafeen der gik op i kirken med en øl, fordi klokkeren spillede: Kommer der snart en Tuborg til mig, Gunnar Juul, torvegartner Carsten Pedersen – og fotos så man må have fat i pakken med Kleenex.

Kort sagt – en vidunderlig bog – for sydfynboere.

 

Bjarne Bekker

Historiefortællerens egen historie

– en landsbydrengs dag- og natbog

352 sider

Bekkers Forlag

2017

Birte Strandby