Forårets forfærdeligste roman – om at være nederst i terrorkæden i en dysfunktionel familie.
Anne går i 2. klasse. Hun bor sammen med sine forældre og storebroren Troels. Troels får mærkelige raserianfald og kaster sig over Anne verbalt og fysisk, men kun når ingen ser det, og han slår ikke i hovedet, hvor det kan ses. Når Anne prøver at forklare sin mor, at Troels slår, får hun besked på, at hun skal opføre sig ordentligt overfor sin bror.
Troels er sin mors barn. Han angler efter farens anerkendelse, men hver gang Troels rækker frem for at få bekræftelse eller blot kontakt, afvises han sårende af faren, og det fremavlede had ender som tæsk til lillesøsteren, der på sin side slås for at tilrettelægge sit liv, så det ikke kan støde nogen: Troels truer hende, hvis hun smasker under måltiderne. Derfor spiser hun sin madpakke lige før aftensmaden, så hun ikke behøver at spise aftensmad sammen med familien. Faren drikker hele tiden, moren drikker en del af tiden, Troels er ved at lære at drikke, og generelt gør familien en indsats for at torturere hinanden. Værst er dog Troels, der er så langt ude i sin ondskabsfuldhed, at han grænser til det urealistiske.
På et tidspunkt må Anne tage til genmæle. Hun begynder forsigtigt med at hævne sig i skolen på en der er svagere end hende. Dernæst hævner hun sig for alvor – grusomt og med et vist raffinement.
Den daglige vold til trods er der en vis poesi i fremstillingen, som når forældrenes omgangskreds præsenteres på samme måde hver gang: Mors veninde der er fysse, og ikke afhængig af en mand…
Romanens voksne karakterer er forbløffende hykleriske og blinde, og enkelte af dem er karikerede med baggrund i magt og kønsroller såsom den superegoistiske farfar og den underkuede mormor.
Kirsten Myers
320 sider
Gyldendal
Udgivet: 02.04.2013
