Forfatteren er finsk, men scenen er islandsk. Tilsammen er der lagt op til en mørk og spændingsfyldt krimi af Satu Rämö. ”Hildur” er første bind i en ny Nordic Noir krimitriologi om mord og de dedikerede politifolk, der forsøger at opklare det. Forfatteren Satu Rämö blev født i Tammela, men tog til Island for at studere. Nu har hun boet på Island i mere end tyve år. Satu Rämö er uddannet økonom og har udgivet flere fagbøger herunder guidebøger om Island og en islandsk strikkebog. Med ”Hildur” debuterer hun som romanforfatter. 

Den islandske kriminalkommissær Hildur arbejder i et af landets mest afsidesliggende områder i Isafjördur. Hun har en forkærlighed for at surfe i Atlanterhavets iskolde vand, da det hjælper hende til at holde angst og fortidens mørke skygger i skak. Derudover ynder hun at koble af ved at jogge. Det gør hun gerne sammen med den nære ven Freysi. Hildur minder lidt om en ensom ulv. Men hun får god brug for sit faglige bagland og stedets nyankomne politielev, Jakob, da politiet står med en alvorlig sag. 

Jakob er en yngre enlig finne. Han er emigreret til Island, så han ikke skal konfronteres med sin stride ekskone. Han håber grangiveligt, at savnet af ungerne reduceres på afstand. 

Hildur og Jakob bliver sat på en alvorlig prøve, da et barn forsvinder. Hildur bærer selv på et dybt traume i form af to mindre søstre, Rósa og Björk, der på mystisk vis forsvandt for 25 år siden. Derfor er det enormt pinefuldt for hende at forholde sig til forsvundne børn.

Makkerparret kommer ud til et mærkværdigt gerningssted. En lavine har dækket et hjem, men hvorfor har manden de finder, fået skåret halsen over? Efterhånden som efterforskningen skrider frem, afdækkes et røgslør af hemmeligheder. Gradvist dukker flere dunkelheder frem. Flere mennesker bliver involveret og andre kommer i alvorlig fare. 

Løse ender fra fortidens grumme mysterier kalder også på en opklaring. Men vil Hildur og Jakob kunne stykke brikkerne sammen? 

Satu Rämö har studeret islandsk kultur og gamle folkeeventyr. Krimien starter med en prolog, der foregår i 1550. Undervejs er der referencer til øens unikke kulturarv og fortælletradition. I kortere kursiv-passager beretter gerningspersonen. Forfatteren holder spændingen længe og identiteten på gerningspersonen forbliver ukendt næsten indtil slutningen. Ofte sluttes et kapitel med en cliffhanger, og forfatteren har sans for at appellere til fantasien og gøre fortællingen fængende. Islands historie og særkende inddrages på flot vis. 

”Hildur” er både en medrivende krimi fra et øde lille landsbysamfund på Islands Vestfjorde, cirka seks timers kørsel fra Reykjavik. Men det er også en solid og realistisk skildring af menneskerne bag opklaringen af kriminaliteten. Satu Rämö har forfattet en spændende page-turner. Romanen giver både indblik i livet på en lille politistation og i livet bag gardinerne i de små islandske hjem. Det hele er yderst velfortalt og vækkes stærkt til live af mennesker med masser af kant. F.eks. Jakob Johanson der er en formidabel strikker, mens Hildur er frygtløs mod bølgerne på et board! 

Satu Rämö præsenterer os for en række problemstillinger, det virker realistisk at politiet møder. Samtidig er der skruet på nogle knapper, så plottet er ekstra udfordrende og interessant. Undervejs bliver det væmmeligt og grimt. Som så mange andre steder handler det om magt, misbrug og udnyttelse. 

Første selvstændige fortælling i den nye krimitriologi, der foregår på Island, er yderst vellykket. Bogen udkommer foreløbigt i ti lande. Satu Rämö har solgt rettighederne, så serien kan blive til en tv-serie. Dén vil jeg glæde mig til at se! Foreløbigt vil jeg de frem til at bind to i serien udkommer. Bogen kan klart anbefales.

Hildur

Forfatter: Satu Rämö

Oversættelse: René Jensen

Forlag: Gutkind 

342 sider, indbundet

Udgivelsesdato: Den 27. september 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg