”Den dovne vegetar” er tredje udgivelse fra bestsellerforfatter Camilla Skov. Til hverdag er hun madblogger og kendt for sin vegetarisk blog og instagram profil ”Vegetarisk Hverdag”. Sidstnævnte har lige knap 80.000 følgere. 

”Den dovne vegetar” har undertitlen ”En hyldest til hvile, genveje i køkkenet & gode måltider”. I forordet sættes scenen for bogens tilblivelse og idé: Camilla Skov nyder madlavning, der foregår i slowmotion med god tid til hele processen. 

Da hun blev mor i 2021, blev forholdet til madlavning mere kompliceret. Det gjaldt både den professionelle madlavning med opskriftsudvikling for øje, men også familiens egne måltider. Nu skulle de om muligt laves på halv tid! ”Den dovne vegetar” kom derfor til at handle om opskrifter, der kan frembringes let og ligetil. Da Camilla Skov tillige har oplevet transitionen til mor og børnefamilie som en tid med manglende mentalt overskud, kom bogen også til at indeholde hendes fortælling om at blive sygemeldt med depression og angst. 

Bogen er bygget op omkring følgende kapitler:

  • Hverdagens helte
  • Pastasnask
  • Plademad
  • Frysermad
  • Suppedaseri
  • Salater til flere dage
  • Fika

Dertil kommer et kort afsnit med supplerende (basis-) opskrifter. Undervejs fortæller forfatteren sin meget personlige historie og mentale kamp i otte indlæg, der kan minde lidt om klummer eller blogindlæg. 

Forfatterens mentale rejse de sidste fem år, har med egne ord handlet om en accept af hvile og en respekt af værdien af dovenskab. I forordet hedder det, at hendes mål er ”at lære at omfavne dovenskaben og hvilen og etablere en følelse af, at det er nok bare at eksistere her i verden”. 

Opskrifterne er alle flot illustreret med et helsidesfoto, hvoraf de fleste er taget af forfatteren selv. Alle opskrifter er grundigt præsenteret i ord, så læseren får en god idé om hvad, der gemmer sig bag denne ret. Her forklarer Camilla Skov f.eks. noget om opskriftens oprindelse eller sætter ord på hvordan, hun har valgt at tilpasse den til et ”dovent” og dermed hurtigere køkken. 

Ingredienser er oplistet læsevenligt og overskueligt, så rettens delelementer står hver for sig. Tilblivelsesprocessen er forklaret grundigt i dele, så hvert trin i processen er fremhævet. Det er pædagogisk og let at gå til. Layoutet understøtter fuldt ud formidlingen. 

Som en fin detalje er der her og der oplistet erstatningsforslag til udvalgte ingredienser. Dermed gøres opskriften langt mere fleksibel, og dét er en vældig god idé. 

Inspirationen til opskrifterne er hentet fra hele kloden. Det er moderne og velsmagende mad med masser af smag. Forfatteren er ikke selv vegetar, men hun lever overvejende vegetarisk. Hendes ægtefælle er svensk, og Camilla Skov har i en periode boet i Sverige. Det ses lidt i bogen, hvor kageafsnittet omtales ”Fika”. Men overordnet har forfatteren en forkærlighed for italiensk, mexicansk og (syd-)asiatisk. 

Jeg har den allerdybeste respekt for, at Camilla Skov ønsker at dele sin meget personlige beretning om stress og psykisk sårbarhed. Dét har vi brug for! I en tid med flere unge kvinder, der rammer muren, er det vigtigt, at der er åbenhed og rollemodeller. Men jeg har desværre et issue med at blive ført ind i dette meget private og alvorlige rum uden at være varslet derom noget steds. 

Det er en meget uvant kombination af kogebog og personlig historie, som Camilla Skov her leverer. Dermed ikke sagt, at det er forkert. Slet ikke. Men i min optik fejler forlaget. Det gør de, fordi læseren ikke oplyses derom på forhånd. På bagsiden af bogen introduceres læseren kun til opskriftdelen af bogen. 

Her er – præcis som i de foregående kogebøger – tale om en velbearbejdet opskriftssamling, der vil blive til stor glæde og gavn. Det er en vaskeægte brugsbog, der emmer af stor madglæde. Bogen viser vej til at holde fast i den hjemmelavede, ærlige mad skønt tiden og overskuddet er minimalt. Beretningen om Camillas kamp med depression og sygemelding udgør en central dimension. Det er vedkommende og ærlig læsning, som mange vil kunne spejle sig i. Alligevel vil jeg mene, at læseren burde være adviseret om indholdet. Trods en ufuldstændig varebeskrivelse er ”Den dovne vegetar” en vellykket og inspirerende bog.  

Den dovne vegetar

En hyldest til hvile, genveje i køkkenet & gode måltider

Forfatter: Camilla Skov

Forlag: Grønningen 1

342 sider, indbundet

Udgivelsesdato: Den 2. oktober 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg