Gad vide, om den slags mennesker nogensinde overvejer, at barnet måske godt kunne tænke sig, at dets forældre havde mere til fælles, end at de har ligget i samme hæk på samme tidspunkt?

Mælkebøttebarnets beretning – den er ikke for sarte sjæle, men måske er den genkendelig for redaktørerne af De fordømte forældre, Lisbeth Zornig Andersen og Karen Gjesing.

Jeg-fortælleren skriver breve til en ligesindet, sandsynligvis en barndomsveninde der har oplevet en lignende dysfunktionel familie i samme miljø. Alle breve handler mere eller mindre om fortællerens mor og øvrige familie. Moren har, med fortællerens ord, fået fem børn men aldrig taget sig af nogen af dem. Nu er de voksne. Bror X er voldelig og kriminel, bror Y gør sig bemærket ved ikke at være voldelig i et miljø, hvor volden er så almindelig som kontanthjælp. Moren er misbruger, og så klager hun dagligt til fortælleren over de lidelser, som samfundet og især bror X og hans so af en kæreste påfører hende; moren er hurtig til at anbringe skylden på alle andre end sig selv:

Hvordan man med hjælp af sin barndom kan fralægge sig ethvert ansvar …

Bror X og hans kæreste får besøg af kærestens tvangsfjernede barn. De omsætter barnets togbillet til kontanter, og barnets værested må selv stå for ekstra 250 kilometers kørsel for at hente drengen. Bror Y arver penge efter sin far og nægter at give sin mor en ny sofa. Efter kort tid er arven brugt op, og bror Y flytter hjem til mors sofa igen – hvortil fortælleren med en vis skadefryd bemærker, at nu ærgrer det ham nok, at han ikke købte en ny sofa til hende.

Fortælleren er forbløffende kynisk og begrunder det i en barndom med svigt. Samtidigt følger hun intenst med i trummerummen i barndomslandet. Bror X tager til Thailand, men han har ikke råd til at komme hjem. Udenrigsministeriet kontakter fortælleren, og nævner at broren har til hensigt at begå selvmord, men fortælleren afviser at hjælpe ham hjem, fordi den slags tomme trusler er så almindelige for ham.

Der er mange ting at undre sig over, eksempelvis omgivelsernes passivitet:

Min mormor har ofte fortalt, hvor nervøs hun var, når min mor kørte spritkørsel med os børn i bilen.

Fortælleren har ligeledes nogle generelle betragtninger om hele socialklassen, for familien er bestemt ikke de eneste der lever med vold, misbrug og følgevirkninger:

… underklassen har fået alle de sygdomme, der tidligere var forbeholdt overklassen, depressioner, overvægt …

Helt ude i hampen

Karina Pedersen

196 sider

Gyldendal

Udgivet: 23.08.2016

Birte Strandby