Bogens første del handler om forfatterens liv med vægt på det, der er blevet opfattet som mobning. Noget af det har utvivlsomt været det, men en del kan også let tolkes som tankeløshed hos intetanende omgivelser. Eksempelvis har en enkelt uagtsom – og for de fleste uskadelig – bemærkning fra en lærer såret forfatteren voldsomt. Og en venlig kommentar fra en klasselærer om, at det er ok at have en uskøn håndskrift, hvis den i øvrigt er læselig er blevet optaget som en nedgørende kritik, så vi har også med et meget følsomt menneske at gøre. Det tragiske er, at mobning næppe alene skyldes enkeltpersoner men derimod miljøet på skolen eller arbejdspladsen. Som når en idrætslærer lader to holdledere vælge deres medspillere efter tur til stort ubehag for de der vælges sidst. Eller hvis den ikke-valgte elev bliver sat til at spille bordtennis op ad en væg eller se på de andres spil. Heldigvis har dagens pædagogikker, blandt andet cooperative learning, et godt øje for inklusion.

Eksemplerne på klassekammeraters mobning synes få og små, derimod får vi et genkendeligt billede af ’den stille pige’, der forventer at blive forstået uden selv at tilkendegive sin holdning. Dem har der i tidens løb været rigtigt mange af, men forhåbentligt bliver de mere set i dag.

Som forfatteren selv er inde på, så handler det om at være sårbar og overgenert, hvad bogens sidste halvdel da også søger at komme til livs med mange gode råd til andre ’stille piger’.

Bogen er summarisk skrevet, og læseren inddrages ikke men gøres blot opmærksom på problemerne.

Dorte Sørensen

219 sider

mellemgaard

Udgivet: 30.03.2013