Vi har længe vidst, at den var gal med klimaet, og at vi har behov for at ændre vaner. Det findes der en del litteratur om, men i de fleste tilfælde er de foreslåede løsninger stadigt baseret på den økonomi, der har skabt problemerne. Forlaget Res Publica der længe har været på forkant med tidens vanskeligheder, har også her fundet en forfatter, der fortæller hvordan vi kan gennemføre det paradigmeskift, som vi har så stort behov for.

Som det ofte er tilfældet i bøger om det samfund vi gerne vil skabe, indledes med en kritik af, hvordan vi tackler klimakrisen. Det er korrekt, at forureningen er reduceret i Europa, fortrinsvis fordi fabrikkerne er flyttet til Kina, men det samlede udslip forårsaget af europæere er steget med 2 %. For at stabilisere ppm på 450 inden 2020, skulle udslippene være faldet med 7 % om året siden 2010, og det er som bekendt ikke tilfældet.

Hoff-Elimari beklager den rolle økonomer har fået politisk, kritiserer grøn vækst kraftigt og erklærer sig enig med blandt andre Naomi Klein:

For Klein er troen på at dagens økonomiske system skal løse klimakrisa gjenom mirakelteknologier, karbonmarkeder og ’overgangsløsninger’ som at tro på nissen.

Essensen er, at vores velstand i mange år har været målt i BNP pr. indbygger. Forskning har påvist, at alene det at have flere penge end man har behov for, er vigtigt for ens lykke. Derfor kan man blive glad for en stigning i indtægt hvis de basale behov forbliver de samme, men man kan med samme resultat nedsætte de materielle behov og have uændret indtægt. Herfra er der ikke så langt til at konkludere, at det ikke drejer sig om BNP men om BNL, bruttonationallykken, og nogle lande er da også gået over til at måle på lykke i stedet for på BNP. Nøglen til menneskelig velstand er menneskelige relationer, levende lokalsamfund, sammenhold i familien, tryghed og identitet – opnåeligt, hvis man lægger mindre vægt på det materielle.

Som eksempel på en lykkefunderet tilgang til eksistensen nævner forfatteren blandt andet begrebet buen vivir og kampen mod en motorvej i Ecuador, og det særlige lykkeideal i landet Bhutan der ligger mellem Indien og Kina. Bhutan har 700.000 indbyggere, og buddhismen er den mest udbredte religion. Det har påvirket lovgivningen og det omtalte lykkeideal, som det også fremgår af Bhutans lovsamling fra 1729 der indeholder følgende:

Hvis regjeringen ikke kan skape lykke for sitt folk, er det ingen grunn for regjeringen å finnes.

Embedsmænd har pligt til at undersøge, om folk lever lykkeligt og kontrollere, at der ikke findes fattigdom og uretfærdighed. Bhutan er ikke medlem af WTO og har en noget anden holdning til forbrugersamfundet. Eksempelvis skal al reklame i gadebilledet være med hvid skrift, blå bund og uden billeder.

Hoff-Elimari har selv besøgt Bhutan, og han har talt med mennesker der og andre steder, hvor holdningen til forbrug og økonomi var anderledes. Konkluderende kan man sige, at Gull eller grønne skoger? bygger bro over den afgrund der hidtil har været mellem det forbrugersamfund vi ikke rigtigt kan finde ud af at slippe af med, og det bæredygtige samfund der gerne skulle sendes videre til ungerne.

Vi vet alle hva vi må gjøre, men vi vet ikke hvordan vi skal bli gjenvalgt etter at vi har gjort det.

Eivind Hoff-Elimari

287 sider

Res Publica

Udgivet: 2016