Gopelina er som navnet måske antyder – en gople. Hun har en lidt anden facon end de andre vandmænd, og de driller hende, men så møder hun Blob, der er en fisk. Han foreslår, at de danser sammen – jitterbug. Det går fint, og Blob insisterer på, at de deltager i en konkurrence. Men først skal Gopelina have en kjole, og så er der problemer igen, for hun kan ikke passe nogen af kjolerne i den tjekkede forretning. Men heldigvis er der løsninger på alt, så Blob og Gopelina ikke blot deltager, men også vinder konkurrencen. De fisk, der drillede Gopelina, fordi hun var anderledes, bliver flove og beslutter sig for at være søde og hjælpsomme fremover, og så ender alt i idel lykke.

Teksten er enkel, sætningerne korte og en del af teksten findes i talebobler. Der er ikke den helt store realisme i hverken illustrationer eller historie, men det tilstræbes heller ikke.

Billederne er helsides og meget farverige. Alle dyrene såvel som deres omgivelser er tegnet i bløde kurver, cirkler og bølger. Det skaber idyl, og de drillende fisk er nødvendige for at give historien lidt balance.

Humoren er sød, men lidt plat: Den dygtige skrædder er en blæksprutte – der har armene godt skruet på – og disco fisken har en umiskendelig lighed med Michael Jackson.

Bogen er velegnet til højtlæsning, og flere lange ord gør det svært for en ny læser selv at komme gennem bogen: Dansekonkurrence, neonfisk, jitterbugstævne, kulkælderen. Til gengæld er handlingen enkel for de helt små, mens der er masser af nuancer til de lidt større.

Mette Hansgaard
Gopelina & Blob danser jitterbug
28 sider
Børnebogsforlaget Gopo
Udgivet: 29.11.2010
For børn fra 4 – 7 år

Birte Strandby