Gokkelajser betyder agurkesalat i det særlige sprog, der taltes i forfatterens barndomshjem af hans særprægede og lidet moderlige mor.

Gokkelajser er også titlen på en selvbiografi om et liv med en ustabil barndom med drikkende og til tider hensynsløse, selvoptagne forældre, en skolegang, hvor det stadigt var tilladt at revse børn, og en ungdom der omfattede kærester og musik som trommeslager ved gymnasiefesterne i Gentofte. Det omfatter også en trofast Forest Gump-venten på den bus, der bragte faren hjem fra arbejde, og musikundervisning der gav blå mærker, hvis man ikke holdt takten.

Fra 1969, Vietnamkrig og tennisspil i Charlottenlund går biografien over til at handle om etableringen af bandet Shu-Bi-Dua. Det første hit bliver Fed Rock, der til bandets egen overraskelse og lette bekymring ligger to uger på Dansktoppen sammen med Susanne Lana og Katy Bødtger, men det er nok til at få solgt musikken til danskerne, og det går fremad for Shu-Bi-Dua. Senere overtager de boet efter det opløste Gasolin, men bandet ender med at blive opløst, og forfatteren er i flere år en bitter mand – der med egne ord støtter sig til krykkerne tobak og alkohol.

Som mange andre selvbiografier har Gokkelajser rigelige detaljer, men et letløbende sprog giver beretningen lidt tempo, og den bliver aldrig helt kedelig. Især er beskrivelsen af halvfjerdsernes musikmiljø lige til historiebogen. Forfatterens fortælling om kærester, koner og børn ikke lige vedkommende hele vejen, og de egne problemer er ikke ganske så inddragende, men man følger alligevel interesseret med, da han slås med alkoholen, og efterfølgende drager på pilgrimsfærd på caminoen i Spanien.

Bosse Hall Christensen

349 sider

Bogkompagniet

Udgivet: 2014