Spændingsroman inspireret af en amerikansk seriemorder der myrdede og voldtog alle sine ofre med en enkelt undtagelse. Det er hende, undtagelsen, der er synsvinkelbærer i størstedelen af romanen. Bortset fra de få steder, hvor man får et kig ind i seriemorderens hjerne, uden at læseren af den grund får det tiltrængte psykologiske portræt, der kunne forklare handlingsmønsteret. Vores seriemorder har en IQ over middel, men virker forbløffende naiv i mange sammenhænge. Til gengæld har han en enestående evne til at retfærdiggøre sine handlinger og oven i købet fremstille sig selv som offer. Men i bund og grund ser det ud til, at hans skæbne først og fremmest er bestemt af hans ringe højde – 175 cm ifølge ham selv, ca. 160 ifølge vores hovedperson – som i Nesbøs Headhunterne. Pas på små mænd!
Romanens hovedperson er Eliza. Da hun er 15 år gammel, bliver hun kidnappet af Walter. Han tager hende med i bilen, og de kører rundt i landskabet og lever af hans tilfældige småjobs. De er sammen i 39 dage, og den næstsidste dag voldtager han hende.
Da vi møder Eliza er hun gift med Peter og mor til to. Hun er basalt tilfreds med sin tilværelse, støtter mand og børn og gør hverdagen beboelig for dem og sig selv. En dag får hun et brev fra Walter. Han sidder på dødsgangen, har siddet der i mange år, men nu er der kommet dato for henrettelsen, og han vil gerne tale med hende en sidste gang. Der er noget, han mangler at fortælle.
Interessant historie, god fortællestil, spændende komplekse karakterer.
Laura Lippman
Oversat af Lene Schiøtt
389 sider
Forlaget Punktum
Udgivet: 25.10.2011
Birte Strandby