Fagbogen ”Gaven til maven” med undertitlen ”Spis dig til bedre fordøjelse med glutenfri mad” byder på ny viden og hele 68 glutenfri, sunde opskrifter til de mange danskere, der har udfordringer med fordøjelsen. Det er den anerkendte kostvejleder Anette Harbech Olesen, der står bogen om fordøjelse. Bogen er blevet til i tæt samarbejdet med førende tarmforskere og speciallæger. Det er således professor, dr.med. og forskningsleder ved Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet Oluf Borbye Pedersen, der har skrevet bogens forord. Han forsker i tarmbakterier til daglig og har enorm viden på området. 

I forordet peger Oluf Borbye Pedersen på, at vi må læne os op ad kollektiv evidens, når det gælder ernæringsvidenskab. Vi er nødt til at have tillid til den gennemsnitsviden, der er blevet tilvejebragt ud fra et bredt udsnit af undersøgelser omkring ernæring i tidens løb. Men ideel mad er selvsagt individuelt, da vi har hver vores biologi og levevis. Der er god grund til at supplere de officielle kostanbefalinger med egne erfaringer, som vi hver især må gøre os! I dét perspektiv tilbyder Anette Harbech Olesen – og de kapaciteter hun har søgt viden og inspiration til i forbindelse med bogens tilblivelse – en unik mulighed for, at du kan få input til sundhedsfremmende mad, der samtidig smager lækkert. 

I ”Gaven til maven” får læseren to dele: En teoridel og en opskriftsdel. Bogens første del klæder dig bedre på til at forstå den forskningsbaserede viden, der findes omkring emnet fordøjelse og gluten. Det er nemlig forfatterens erfaring, at glutenholdig mad ikke er hensigtsmæssig for personer, der på den ene eller anden vis døjer med fordøjelsessystemet. Gluten generer tarmen al for meget. Det teoretiske afsnit dykker dybere ned i den nye viden, der i dag findes om gluten, hvede og kostfibre. Det er værd at bemærke, at kilderne fylder hele 11 sider i bogen. I afsnittet om tarmen peges der på fem ting, der kan tirre tarmen. Du vil få forståelse for, at også andre komponenter i korn kan genere tarmen. Efter endt læsning vil du opleve, at pilen derfor peger i retning mod en glutenfri levevis. Læseren præsenteres også for en decideret diagnoseguide, der hjælper med til at forstå hvordan, gluten måtte påvirke netop dig og din tarm.   

I bogens teoretiske afsnit har Anette Harbech Olesen også interviewet personer, der lever med tarmproblemer. Pia Gundlev, Torben Yde og Michael Byriel Harbech beretter om deres oplevelser med tarmproblemer og et skifte til glutenfri kost. Fra den anden side af bordet fortæller forsker Alessio Fasano, læge Pia Norup og læge Line Lund Kårhus. 

Bogens opskriftsdel består af 68 opskrifter, som illustrerer at glutenfri kost slet ikke er lig med asketisk mad!  Anette Harbech Olesen har stor erfaring som opskriftsudvikler. Hun formår at vise en bred vifte af sunde, nemme, fristende og tilgængelige opskrifter på hverdagsmad uden gluten.

Opskrifterne tæller alt fra morgenmad, frokost –  fx wraps, madpakkebrød og smørrebrød – til aftensmad hvor kulhydraterne også typisk er i spil. Det være sig fx i pizza, burger, spaghetti, ravioli, panerede nuggets, pitabrød og andre klassikere, der her er tillavet helt glutenfrit men absolut lækkert og sundt. Bogen slutter fornemt af med en række dejlige opskrifter på sundere sødt, hvor det er bagværket der er i fokus. Anette Harbech Olesen giver afslutningsvis en opskrift på en form for all around glutenfri bagemix. Sikke en god idé!

Fotograf Sara Galbiati har sørget for de indbydende billeder, der ledsager bogens opskrifter. ”Gaven til maven” er en flot og velformidlet bog. Den beskæftiger sig med et emne, der stadig forekommer at være tabuiseret, trods det at en meget stor del af befolkningen har udfordringer med tarmen. Der er al mulig god grund til at gribe muligheden for at sætte sig ind i fakta omkring fordøjelsen, og få nogle konkrete værktøjer til at tackle mavebesværet med. Anette Harbech Olesen tilbyder her en god og gedigen fagbog, der klæder dig bedre på til at leve med fordøjelsesbesvær. 

Gaven til maven

Spis dig til bedre fordøjelse med glutenfri mad

Forfatter: Anette Harbech Olesen

Forlag: Politikens Forlag

288 sider. Indbundet

Udgivelsesdato: D. 7. 9. 2021

Anmelder: Nønne Lønne Votborg