Rå gyserlignende roman med scene i 1800-tallets England

Giovanni Sfondrinis omrejsende cirkus er et særligt cirkus. Det udstiller vanskabninger: Dværge, kæmper, den skæggede dame og enhver deformitet, der måtte kunne få folk til at føle forskrækkelse eller afsky.

Jack har en voldsom hudsygdom og deforme hænder. Hans far sælger ham til Sfondrini, og sådan går det også Violet, der har ansats til en siamesisk tvilling en arm, en skulder, noget hår stikkende ud fra siden. Siamesiske tvillinger er set før, og man betragter det som en straf for morens synd, et væsen uden ret til at leve. Sfondrini ser anderledes på det og skaber sære forestillinger for publikum.

Cavendish er læge i London. Hans speciale er deformiteter af enhver art. Jo værre jo bedre. Han er skruppelløs, når det gælder om at erhverve sig forskningsobjekter, og kynisk når det gælder studerende og assistenter.

Sfondrini åbner et teater i London og planlægger det helt store freak show. Cavendish er den første i parkettet og bliver meget interesseret i Jack og albinoen Whitey. Ved et tilfælde opsøger de to en læge på hans hospital, og det skulle de aldrig have gjort.

Måske inspireret af Lotta Lundbergs roman Skynd Dem, kom og se! om dværges liv i Nazityskland skaber Eibe et menneskefjendsk miljø præget af den fattigdom og nød, der herskede i den engelske underklasse. Vi følger Jack og Violet, der viser sig meget menneskelige og Cavendish der er i sin begejstring for at studere det deforme viser sig mentalt handicappet.

Velkonstrueret, fin slutspænding og tilsat mange frastødende elementer både udvortes og indvortes.

Freaks
Anika Eibe
306 sider
Turbine
Udgivet: 24.06.2014