‘Dårligt’ gentager lægen. – Kan du sige mere?
– Jeg har bare ikke lyst til at leve, siger jeg.
– Ja, det siger de fleste, siger hun.
Tyveårige Liv er begyndt på teaterskolen. Hun gør sig umage for at blive gode venner med de andre på holdet, men det er som om, de undgår hende. Hun oplever ikke bekræftelse fra læreren, hun holdes ude fra den lukkede Facebook-gruppe i meget lang tid, og hun bliver ikke inviteret med, når de andre går ud i weekenden. Faktisk minder stemningen om den, man møder på kontoret i romanen og filmen ‘Undtagelsen’ af Christian Jungersen, omend udelukkelsen virker lidt mindre bevidst i romanen her.
Liv er sårbar og bliver lidt ramt hver dag. Hun får det dårligt, og det ender med, at hendes mor trækker hende ind på psykiatrisk skadestue. Herfra kommer hun ind i psykiatrien, og så er det her, man som læser håber på, at romanen er parodisk. Psykiatrien handler alene om medicin. Liv og hendes mor taler ganske vist med en del læger, sygeplejersker og en enkelt ergoterapeut, men sundhedsvæsenets fælles standardbemærkning er:
Hvis I ikke har noget, så er tiden faktisk ved at være gået …
Løsningen på Livs problemer er angiveligt at skrue op for medicinen der udover en mængde ubehagelige bivirkninger også vil garantere, at hun får det endnu dårligere i en periode.
Livs mor er meget støttende, og man sidder næsten og venter på, at der dukker et eller andet op fra fortiden. Samtidigt er Livs mor den eneste der støtter Liv. Sjældent har man oplevet en tyveårig med så lille en omgangskreds, ingen veninder, ingen gamle klassekammerater, ingen andre familiemedlemmer. Kun mor. Men efter en tid oplever Liv et vist sammenhold med andre psykiatriske patienter.
Romanen er lidt af en gyser, men Liv fortæller observant og med en gnist af humor.
Jeg har kalveknæ. Det er en bivirkning af at være syg i hovedet.
Sig alt er godt mor
Ida Tønnesen
257 sider
Brændpunkt
Udgivet: 2020
Birte Strandby
