Adolf er en ung mand i 1928. Han er uddannet frisør, men vil gerne ud at sejle og at se verden. Hans mor får ham overtalt til at blive i Karise og hjælpe faren i dennes barbersalon. Adolf går ind i sin fars forretning, og han er i stand til at udvikle salonen, klippe nye frisurer, sænke prisen i forhold til konkurrenten og lave aftaler med handelsrejsende, der er billigere at handle med end den lokale købmand. Det giver nogle kontroverser med familien, der er indremissionske. Især faren bruger troen til at blokere for udsynet, mens moren, der er om muligt endnu mere religiøs, ikke er uden blik for de mere praktiske sider af tilværelsen. Adolf udvikler forretningen gennem mange år, men er officielt stadig svend hos sin far. Romanen følger Adolfs livsforløb, hans ægteskab med Ingeborg, de tre børn, de får sammen og striden om arven efter farens død.

Adolf er en viljestærk mand, engageret og flittig, og han evner at komme igennem med de ting, han sætter sig for. Da det vedtages ved lov, at man skal have kørekort for at måtte køre bil, bestikker Adolf den politimand, der agerer motorsagkyndig ved at tilbyde at klippe hans børn.

Baggrunden er historien og de holdninger der præger tiden, blandt andet forholdet til homoseksualitet. Første gang Adolf møder homoseksualitet gribes han af afsky og skræk ikke mindst på grund af sit indremissionske tilhørsforhold, og senere da han og Ingeborg får mistanke om, at deres yngste søn er homoseksuel, diskuterer de muligheden for at drengen får det hvide snit for denne sygdom, men tolerancen er trods alt blevet større.
2. verdenskrig er også med på bagtæppet, og det kræver sin mand at hedde Adolf i trediverne, ligesom Adolf har sin egen teori om, hvorfor der fødes flere børn under en krig.

Forlad os vor skyld

Svend Erik Sørensen
340 sider
mellemgaard
Udgivet: 2012

Birte Strandby