Der er altid noget galt, når familien skal i skoven. Man skulle tro at det var den gamle traver fra 1948, der havde inspireret til denne roman. For her er virkelig noget galt, men det er ikke kun, når familien skal i skoven eller have gæster til te. Det er mere omfattende. Moren i familien er ’udsat for krav og forventninger, der truer med at tvære hende helt ud’. Hun skærer i sig selv, hun er suicidal, og desuden lider hun af en fødselsdepression, der får hende til at afskrive det yngste barn, så han er tavs som fireårig og senere havner på sindssygehospitalet.
De to større piger, kaldet Tigerdyret og Grisling, har andre problemer. Tigerdyret er følsom teenager, og Grisling gør, hvad storesøster gør. Den ældste beslutter sig for at flytte ned i kælderen for at være i fred med sig selv og sine tanker: Hvor er det piinligt at længes efter noget andet og mere end sig selv. Hvor er det bare svagt og latterligt.
Romanen deles overordnet mellem skovturen og familiens forventninger til det forestående teselskab: Bedsteforældrene kommer på besøg. Der er ikke te i huset, og heller ikke mælk, og besøget kan kun blive en katastrofe: Underkoppekatastrofen, teske-apokalypsen, sidetallerkenstsunami.
Suzanne Brøgger tager hårdt fat i familien. Hun fremdrager og analyserer delkomponenterne med konklusionen: Familien er på dette teaterniveau en fantasi, alle investerer i. Er der pludselig en, der opgiver at spille, falder forestillingen.
Tiden er 1958, 2. verdenskrig ligger i baghovedet, Louisiana er netop åbnet, Josephine Baker har besøgt København, indenfor pædagogikken omtales Jens Sigsgaards Skole, hvor børns selvudfoldelse regnes og agtes som kulturelt udtryk af værdi.
Det bedste ved Brøgger er de begavede betragtninger, det enestående sprog og den underspillede humor: Men bruger de mælk? De er jo lesbiske, så det gider de nok ikke.
Suzanne Brøgger
208 sider
Gyldendal
Udgivet: 17.01.2013
Birte Strandby
