Hvorfor er det at skrive om hunde en gren af feministisk teori?

Det er kun Donna Haraway, som nogen bedst kender for Et cyborgmanifest, der kan finde på at spørge sådan, og det er et ledende spørgsmål.

Kun ca. 10 % af alle de celler mennesket består af, bestemmer, at det er et menneske. Resten er bakterier, protister og andet der er betingelser for, at mennesket er i live. Det betyder også, at det er de små nuancer i kroppen, der gør os til mennesker. Resten har vi til fælles med andre pattedyr, og derfor sidestiller Haraway de humane med de non-humane aktører og gør dem til ligeværdige. Med denne ligeværdighed bliver det Haraways projekt at diskutere de komplekse, sammenvævede temaer der findes mellem artsforhold, og specifikt tager hun udgangspunkt i forholdet mellem mennesker og hunde. Hendes diskussion er baseret på hendes egne interaktioner med en australsk hyrdehund gennem hundesporten agility.

Agilitysporten involverer en tæt kommunikativ forbindelse mellem menneske og hund, og færdighederne afhænger af hundens egen evne til at navigere på en forhindringsbane, såvel som evnen til at kunne kommunikere på afstand med dens menneskelige træningspartner. 

Haraway arbejder på at kortlægge en social metafysik, der betragter forholdet til radikal andethed som integreret og uadskillelig fra enhver identitet. Klassisk liberalistisk teori fremstiller mennesker som fundamentalt diskrete og fungerende. Det skaber nødvendigvis fjendtlighed over for alt, der er markeret som andet – kvinder, hunde, natur. Haraway prøver her at sammenkoble sin tidligere cyborgteori og sit eget meget intime og konkrete forhold til sin elskede ledsager med henblik på at konstruere et intimt og konkret konceptuelt alternativ. 

Haraway er som sædvanligt ikke for uprøvede læsere, og lidt kendskab til de feministiske teorier vil gøre læsningen mere tilgængelig. Der er dog også afsnit som selve glæden ved at have hund, om racer og talenter, der også må kunne tiltale ikke-intellektuelle hundeejere.

Indsigten i forholdet mellem mennesket og de firbenede ‘venner’ er stor og mangeartet, og vil måske overraske nogle hundeejere. Herudover deler Donna Haraway sin kærlighed til hunde og reflekterer over de konsekvenser, som forholdet mellem mennesker og kæledyr har for begge parter. Det fører på en interessant måde frem til historierne om visse hunderacer og fremhæver dermed de pligter og ansvar, der binder os til disse ledsagere.

Den dybe glæde, lykke endda, ved at dele sit liv med et anderledes væsen, et, hvis tanker, følelser, reaktioner og sandsynligvis de behov, det har for at kunne overleve, er forskellige fra vores. Og på en eller anden måde må vi lære at forstå og respektere disse ting for, at alle arterne i denne ‘flok’ kan trives.

Forbundne arters manifest

Hunde, folk og signifikant andenhed

Donna Haraway

Oversat af Merete Pryds Helle

174 sider

Forlaget Mindspace

Udgivet: 2021

Birte Strandby