Lisbeths mor lider af epilepsi og hjernesvind. Hun opholder sig i perioder på epilepsihospitalet Filadelfia. På et tidspunkt afgør hospitalet, at de ikke kan gøre mere for hende, og hun bliver overført til sindssygehospitalet Oringe i Vordingborg. Det bliver en brutal oplevelser for hele familien, og da Lisbeth er 10 år kommer hendes mor tilbage til familiens hjem.
Det handler meget om, hvordan Lisbeth oplever hverdagen, og hvordan familien tackler morens handicap. Det foregår i en anden tid, halvtredserne og tresserne, og måske er det derfor forældrene har en sådan modvilje mod at få hjælp, når udenforstående tilbyder at hjælpe med kørestol eller andet. Opholdet på Oringe bliver heller ikke omtalt i familien.
Sygdommen fylder meget i den lille piges liv, dels er hun bange for at komme på børnehjem, hvis hendes mor igen skal indlægges, og dels lider moren under sin sygdom og truer med selvmord. Lisbeths kærlige far støtter så godt han kan, men hans arbejde gør, at moren og datteren jævnligt er alene sammen. Det efterlader et barn der kæmper for ikke at sige eller gøre noget, der kan oprøre moren, og hun bliver selv skadet.
Bogens anden del handler om epilepsihospitalet, kort om Oringe og om sygdommen, der fulgte moren i så mange år. Lisbeth får adgang til journalerne, og opdager at en del af morens vanskeligheder stammer fra medicinen. Man kan med en vis lettelse konstatere, at lægevidenskaben er kommet noget længere siden dengang, ikke mindst inden for psykiatrien.
Bogen er lidt vanskelig at placere. Dels er det en slags biografi, og dels et studie i morens sygdom. Det er ikke uinteressant, og noget af det væsentlige er påvirkningen af det barn, der er tvunget til at være sammen med et psykisk ustabilt menneske i lang tid. Men hvem er bogens målgruppe? Sundhedspersonale, psykiatere, biografielskere?
Et godt liv
Om at vokse op med en syg mor
Lisbeth Hvingtoft & Jørgen Alving
200 sider
Trykværket
Udgivet: 2019
Birte Strandby
