Med en for Buk-Swienty vanlig fortællegejst får vi historien om Karen Blixens år i Afrika, fra 1914 til 1931. Den handler først og fremmest om hendes liv som direktør for en stor kaffeplantage, Karen Coffee Company, med 153 tilknyttede familier, der arbejdede på plantagen – og hendes kamp for at holde virksomheden flydende. Det lykkedes kun to gange på 17 år at få the Karen Coffee Company til at give overskud. Dels lå plantagen ikke rigtigt i for kaffedyrkning, og så var der tørken og græshopperne. Til sidst må den sælges med tab, og ‘Tannes’ største hovedbrud er at sørge for en lempelig overgang for de mange mennesker, der har arbejdet på farmen.

Ægteskabet med Bror Blixen og forholdet til Denys Finch-Hatton er væsentlige i fortællingen om Blixen, men det er livet på farmen, løverne der snuser rundt i lejren under safarierne og forholdet til Kenya, afrikanerne og europæerne, der fylder i bogen.

Bogen er spækket med mange gode fotos af Blixen, ‘Tanne’, og hendes familiemedlemmer, og den tegner et skarpt portræt af et stærkt menneske. Buk-Swienty lægger en god del af Blixens korrespondance til grund for fortællingen, og hendes senere forfatterkarriere er blevet neddæmpet. Til gengæld er de mange anekdoter fra farmen blevet trukket frem, og hele værket er en sjældent underholdende fortælling om en forkælet rigmandsdatter der vokser med sine opgaver og også får hug af skæbnen undervejs. Hendes helbred volder kvaler, dels den syfilis fra Bror, der sender hende hjem til Danmark, og dels lider hun senere af problemer med tårekanalerne, så hun dårligt kan se – og i øvrigt kører i grøften med Denys’ elskede bil.

Men er hun fysisk svag, så er hun det ikke psykisk, og hverken løver eller røverbander gør hende virkeligt bange. Tværtimod betragter hun den type indslag som et krydderi på livet.

Det er et pragtfuldt portræt af en bemærkelsesværdig karakter, Buk-Swienty har skabt.

Løvinden

Tom Buk-Swienty

754 sider

Gyldendal

Udgivet: 2019

Birte Strandby