I det samme meget engelske miljø som Ursula i romanen Liv efter liv møder vi Ursulas lillebror, Teddy, denne romans hovedperson.

Teddy er Sylvies yndlingsbarn, hendes bedste barn, selvom hun og hendes mand har fire andre børn. Teddy betyder i det hele taget meget for især kvinderne i sit liv. Sin mor, Sylvie, sin kone Nancy, datteren Viola – selvom hun benægter det, og barnebarnet Bertie.

Teddy er født i 1914, opvokset i skyggen af det man dengang kaldte ‘Den store Krig’, fordi man ikke lige ventede den næste og i hvert fald ikke så hurtigt. Hans barndom er relativt lykkelig, selvom hans moster til hans irritation bruger ham som hovedperson i sine børnebøger, der bliver vældigt populære i tiden op til 2. verdenskrig.
Naboens datter, Nancy, og Teddy er barndomskærester og gifter sig senere, fordi det er praktisk, og de kunne ikke forestille sig andet.

De får datteren Viola, der tydeligvis ikke præges af harmonien i forældrenes ægteskab. Hun bliver eksperimenterende, flakkende, og hendes graviditeter og børn er overraskende og tilfældige.

Synsvinklen er oftest Teddys, men også Nancy, Viola og børnebørnene lægger synsvinkel til historien, der fortælles i brudstykker fra barndommen, fra deltagelsen i 2. verdenskrig, og fra nutiden, hvor Teddy kommer på plejehjem. Eller gør han?
Som i Liv efter liv, bluffer forfatteren, så noget bliver til virkelighed, og andet er kun fantasi.

Atkinson fortæller fængslende fra sin alvidende position i et resigneret tonefald om familien med deres små og storslåede karaktertræk, og man skal lede længere efter romaner, der i samme grad stiller engelsk folkesjæl til skue.

Kate Atkinson
Oversat af Vibeke Houstrup
442 sider
Gads Forlag
Udgivet: 28.10.2015