Som det må være, sætter krigen i Afghanistan nu tydelige spor i litteraturen. Blandt mange romaner kan nævnes Mikael af Dy Plambeck, Hell Man af Sanne Søndergaard, Jeg er en hær af Lars Husum.
Carsten Jensens roman er anderledes. Hvor de tre nævnte får indfanget den enkelte soldats traumer, så omfatter Carsten Jensens roman et bredere aspekt, en præsentation af selve krigens væsen og dens påvirkning af gruppe og enkeltpersoner.
Det er en pragtfuld roman men i al sin tilstræbte autencitet mere end almindeligt uhyggelig.
Det handler om de danske soldater der præsenteres som de mennesker de var, da de ankom til krigen. En arbejder med adfærdsvanskelige børn og unge. Han er i Afghanistan for tredje gang:
Jeg tager ud, når jeg trænger til at slappe af…
Begyndelsen er relativt fredelig, nogle af danskerne vil gerne ud og slås, andre har ikke så travlt. Det første drab bliver under alle omstændigheder et problem. En lokal mand bliver dræbt og viser sig at have en Fjällräv på ryggen. Det chokerer den soldat, der har skudt, og han opdager først der, at det handler om rigtige mennesker.
Senere opstår problemer både ude og hjemme, moralen falder, og netop derfor bliver delingen sendt i offensiven. De skyder en gruppe afghanere ned herunder kvinder og små børn. Det kræver dialog og undskyldning til de lokale, men det møde der skulle have genetableret fred og gensidig respekt ender med et blodbad. Tretten af de danske soldater bliver mejet ned, kun ham med kameraet – og ham der har forrådt dem, overlever.
Deres kammerater fra basen tager ud for at lede efter forræderen, på en dødsrute der tager både liv og menneskelighed, og det kan kun gå en vej, hvad enten man er soldat, feltpræst, kvinde eller mand.
Ikke noget nyt under solen men enestående fortalt.
Carsten Jensen
614 sider
Gyldendal
Udgivet: 04.11.2015
