Ifølge Wikipedia har Rømø 559 indbyggere. Det lyder ikke af mange, men i krimien Dødsstriben er det nok til, at der er mindst to politisk modsatrettede fløje på øen. Ydermere lykkes det en gruppe øboere at stable en demonstration på benene, og i løbet af godt to måneder bliver der begået fem mord.

Det begynder med, at et par unge kører ræs på stranden. Pigen der styrer mister kontrollen og kører galt, hendes kæreste kommer til skade med benet. Tilsyneladende et dumt uheld, men inden sommeren er ovre, er de to unge blevet dræbt, brutalt myrdet. Pigen viser sig at være datter af en lokal politiker, en dansk-iraker der går ind for sharia. Den unge mands far har de modsatte holdninger, og begge parter prøver at sende ansvaret for ulykken over på den anden familie.

Det er det klima der møder opdagerteamet Jacob og Dagmar, da de skal undersøge mordet. Øens præst er den næste, der bliver dræbt. Måske fordi han har vidst noget om de unge. Det er i hvert fald Jacobs teori.

Samtidigt med undersøgelserne af mordene dukker en gammel sag om forsvundne personer i Østtyskland i 1989. Også her tyder noget på, at morderen befinder sig på Rømø. Jacob arbejder metodisk, Dagmar er mere spontan, men det kan også give resultater, selv om det ikke er dem, Dagmar havde håbet på.

Der er kort tid til folketingsvalget, og bølgerne går højt på øen. De højreorienterede vil lave en demonstration og inviterer mennesker med tilbøjelighed til nazisme og vold til at deltage. Demonstrationen begynder med nogle ildtaler, og både Jacob og Dagmar får rigtigt travlt, da de opfanger, hvem der er morder, samtidigt med at demonstrationen præsenterer den første voldelige optræden.

I princippet rummer Dødsstriben, hvad man kan forvente af en rimelig krimi: god spænding især i slutningen, omfattende og interessant opklaringsarbejde – og som sædvanligt i danske krimier: en grundig indføring i opdagernes egne problemramte tilværelser. En indvending kunne være, at de politiske modstandere er så skarpt tegnede, at de næsten er karikerede. Det kan være lidt udfordrende at holde styr på begge historier, den på Rømø og den i Østtyskland, især fordi forbindelsen i mellem dem er lidt tynd. Men historierne som sådan er spændende nok.

Dødsstriben

Ulrik Lauritzen

304 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2023

Birte Strandby